Karen sad og strikkede strømper. - pindene klitrede, mens tankerne gik på langfart. Der var så mange at strikke til efterhånden. - Med fire børn og 8 børnebørn. og så selvfølgelig hendes kære Emil. - Han gik så meget af tiden nede i hobbyrummet i kælderen, hvor hans drejemaskine stod. - Det var dejligt, at få ham hjem, og han kunne sagtens få tiden til at gå. -

Det bankede på døren, og Karen rejste sig, hvem mon det kunne være?

Nåh, det var Bennys bil der holdt udenfor, men hvordan kunne det gå til? - Han havde da ikke tid til at kigge ind nu.

Eva, deres ældste barnebarn stak hovedet ind " Hej Farmor. - Nåh I er hjemme. - Så fik jeg kørekortet, og lov at låne fars dyt. - (Hun dæmpede stemmen) " Farmor, jeg er smadder forelsket.  Jeg trænger til at snakke med dig. - Han er den mest fantastiske mand i verden, men - det er helt umuligt. - Han er gift. - og ( Hun slog armene om sin farmors hals og hulkede) " Det kan ham den gamle hvidskæggede altså ikke være bekendt!

"Så så, lad os gå ud i haven, der kan vi snakke uforstyret. - Hele huset, behøver vel ikke høre det!

De havde gået lidt, så tog Eva et stykke krøllet papir op af lommen, og rettede det ud " Farmor, jeg ved ikke hvad jeg skal. - Jeg skrev det her forleden, det var meningen, at Alvin skulle have det, som afskeds brev, men jeg kunne alligevel ikke nænne det. Han har nogle skønne børn, og de holder så meget af mig, allerede. - Farmor, han var min lærer på Gymnasiet. - Vi mødtes, da jeg passede børnene. Vi har kendt hinanden et halvt år, nu. - Men jeg kan ikke være det bekendt. Og I andres øjne er han alt for gammel til mig. Næsten 30.

Karen aede den unge piges kind. - " Det er så svært at råde andre, min pige. - Jeg kender ikke Alvin og hans familie, men det er aldrig rart at være skyld i en skilsmisse. Måske det bare er noget der går over efterhånden. Men spørg din forstand. Hjertet ved hvad det vil. - Og du skal tænke på din fremtid. - Jeg vil så gerne at du giver dig selv lov, at blive det, du gerne vil, og det er der ingen mand, der skal ændre.

Må jeg se hvad du har skrevet?

...

Det var skrevet med smukt svunget skrift. - Ikke på en computer.

 

DU ER ...

Du er -  som den smukkeste sang

jeg ikke kan få ud af hovedet.

Jeg er bare bange for den dag,

hvor jeg er nødt til at synge den.

 

Du er - Som den mest

fantastiske bog, jeg har læst.

Men den blir først noget værd -

når jeg tør fortælle andre,

hvad den handler om!

 

Du er - En passion.

Der overgår, både fornuft og forstand.

Jeg har ledt efter den - det meste af mit liv,

og resten af mit liv, kan jeg ikke

dele min passion med dig.

Fordi - Fordi - Fordi

Jeg skal tænke på -

Hvor meget sorg jeg gør ved at synge sangen.

Fortælle om bogens indhold.

Og følge mit hjertes fornemmelse for passion.

...

"Er det dine tanker Eva?

"Det er mine inderste tanker Farmor, det er sådan jeg føler, men jeg har snydt.

"Hvordan snydt?

"Det er en gammel kone, der har skrevet det. -

"Er du sikker på det?

"Ja, det har sin egen fortælling. - Den dag Mona og hendes forældre, kom for at rydde op i mormoderens papirer, lå dette digt i en kuvert. Det var gammelt og guldnet. Farmor, der stod en mands navn udenpå, der var sat frimærke på, men det var aldrig blevet sendt. Ingen ved hvor gammelt det er. Men hun var nok lige så ulykkelig forelsket engang, som jeg er nu.

Farmor. - Jeg vil ikke, at mine børn, eller børnebørn, en dag skal finde et digt ,  skrevet af en ung pige, der aldrig fik den hun elskede. - Enten følger jeg mit hjerte, eller også rejser jeg langt - langt væk, så jeg kan glemme!

Karen gav hende et kram " Eva. Hvem siger, at du kan glemme, bare ved at rejse væk. - Snak med folk der har forstand på den slags, og gør hvad der må gøres. 

...

De snakkede længe, og fik lidt mad, inden Eva kørte hjem. - og en dag tre år efter, da Karen igen sad i sin stol og stikkede strømper, bankede det på døren, og Eva kiggede ind. - Karen rejste sig, og kom hen til hende " Søde pige, er det jer der kommer. - Men jeg har ikke en krumme i huset.

"Gør ikke noget farmor, vi har selv taget lidt med. - (Hun vendte sig mod to små piger der stod i gangen) " Tag skoene af, og hils på Olde Karen. -

De små kom løbene, og hun strakte sine arme ud " Mine to dejlige unger. Sover lillebror?

Ja, nu var det nogle andre størrelser, hun strikkede. - Eva havde i Skagen, mødt Cliff, der var alene med to tvillinge piger, efter deres mors tragiske død. - og  der kom helt andre toner på papiret. -

Emil kom op fra kælderen, hvor han havde været, mere eller mindre de sidste tre år. - pigerne elskede Olde Emil, og han var vild med dem, Ingen var så god som han, til at fortælle historier.

Eva gav Karen et stort kram " Farmor. - det her er livet! - men alligevel gav Monas Mormors digt, mig noget at tænke på. - Vi skal være bevist om hvad vi gør og vi skal have hjertet med!