Rejsen til Amerika...

”I ved jo nok, at jeg på et tidspunkt, fik arbejde i min Farbrors Købmands butik. – Han havde engang lovet min far og mor, at han, som min fadder, ville prøve at hjælpe mig lidt på vej, og da jeg som 18 årig mistede mine forældre, jamen så var det jo klart, at der stod en plads ledig til mig.

Jeg havde været i lærer nogle år, da jeg en dag, begyndte at lægge særligt mærke til en sød ung pige, med mørkt og uregerligt hår, der var noget ved hende, som jeg godt kunne lide. Jeg lagde mærke til, at hun kom ret tit i butikken, sommetider, efter de underligste ting, og en dag, var det altså, at hun kom, for at se på kjole stof.

Selvfølgelig skulle hun da have det, jeg så for mig, hvor smuk hun ville blive, og vi lavede den aftale, at Anne Marie, skulle have den på til Midsommerfesten.

Jeg havde så mange tanker, så mange drømme, men de drømme blev ganske kuldsejlet.

Jeg blev nødtil ar rejse fra Ullerup, og med i mine tanker, var kun min lille Anne Maria, jeg blev ved at se, den unge smukke pige, med det sorte år, i den mørkerøde kjole, og efter den første måned, sendte jeg altså den medaljon hjem til hende, sammen med et brev.

14 dage efter, modtog jeg så et billede fra hende, og et kæmpebrev, der varmede mit indre, men jeg forstod også andre ting, der gjorde, at nu gjaldt om, i en fart, at tjene nogle penge, og komme tilbage, jeg var bange for, hvad der ville ske med Anne Marie.

Der gik mange breve frem og tilbage fra Ullerup til Amerika, også efter Kirstines død.  Jeg ved ikke, om der gik et halvt år, på den måde, eller måske gik der mere, men så var heldet med mig.   

Jeg fik en dejlig plads, ikke som Handelsmand, men det var lige meget, bare der var penge i det.

Jeg var med til at lodse skibe, og en aften, da jeg havde fået min ugeløn, og var på vej hjem til mit kammer, blev jeg slået ned, så kraftig, at mit hoved tog skade, og hele min løn, var selvfølgelig borte!

Amerika var de fattiges Paradis, eller rettere, det stod der i alle reklamerne, tænk, man påstod, at landet flød med mælk og Honning. Det eneste gaderne flød med, var fattigdommens skarn, men det var der til gengæld meget af.

Det er rigtigt, at de der forstod, at tjene på de fattige, blev rige, sådan har det altid været, og måske ville jeg kunne tjene godt, og blive en holden mand, hvis ikke der var en` der havde været sulten, og havde udset mig som offer.

Det gode var, sådan et sted, at de fattige tog sig af hinanden, og der var gode folk, der passede mig, til jeg var klar til, at begynde på en frisk. Hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra, var det store spørgsmål. - Jeg kunne intet huske og der gik lang tid, hvor jeg fandt ud af, på min egen krop, hvad det vil sige, at være fattig og sulten.

I vil ikke tro det, nu da vi sidder her, og kan spise os mætte i skønne dyre retter, men vi spiste alt forefaldende, så som hunde og rotter. Vi rodede i skarnbøtter, og tiggede ved gadehjørnerne, men aldrig har jeg slået mennesker ned, for at få stillet min sult.

En dag troppede en præst op, ved vores usle sted, og spurgte om der var noget han kunne hjælpe os med, og der var jo mange ting. Underligt nok, trak han mig til side, og spurgte, om jeg ville tage med ham, og gå til hånde, og jeg tog imod det med kyshånd.

Præsteboligen var ikke prægtig, som dem i Danmark, men det var dog et hus, og der hjalp jeg, med havearbejde og let rengøring.

En uges tid efter at jeg var kommet, så jeg en knægt, på vej op i præstens æbletræ, for et æbletræ har en præst, uanset om han bor i Danmark eller i Amerika, og da jeg fik fat på ham, kunne jeg ikke lade være med at ynke ham. Hans krop var mager, og hans tøj var hullet, og jeg vidste, at det var sulten der havde tvunget ham, det var ikke for spændingens skyld! Vi fik en snak, og lidt efter, trak han et stykke papir op af sin lomme, med en tegning af en smuk kvinde. Jeg spurgte hvem hun var, og han sagde med gråd i stemmen, at det var hans mor.

Hele hans familie var borte, og det eneste han havde, var altså en tegning af hans mor, som han garanteret ville slås, for at beholde. Den tegning satte noget i gang hos mig, og da jeg bad Præsten om et stykke papir, og en pen, kan det nok være, at han undrede sig, og da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke holde op.

Jeg tegnede Præstens bolig, jeg tegnede den lille dreng, og jeg tegnede en solnedgang.

 ---

Da Præsten ikke havde mere at sætte mig til, kom han med mange stykker papir, og tre trækulspenne, og sagde, at han ønskede mig Guds Velsignelse på vejen. Han bad mig om, ikke at søge tilbage, til mit gamle værested, for det ville bringe ondt med sig, jeg skulle søge ud af byen, og bruge mit talent, til at skaffe mig brød på bordet.

Jeg lo af ham, for aldrig i den tid, jeg havde været hos ham, drømte jeg om, at jeg nogen sinde ville komme til at tjene så meget, at jeg ville få mit eget ”bord” og jeg gav ikke meget, for de streger, jeg kunne sætte på papir, men han sagde med alvor i stemmen ”Fremmede, vi er alle sammen sat på jorden, fordi vi er ønsket, og vi er alle født med et betroet talent. Du ikke aner hvem du er, hvor du kommer fra, eller hvor du skal gå hen, men det talent du har fået, må du ikke begrave!

Vi sagde farvel, og jeg fik mad med, til den første vandring, og jeg var ikke kommet langt, inden jeg mærkede en lille hånd i min. Det var en skøn fornemmelse, det rørte virkelig mit hjerte.

Gutten spurgte hvor jeg skulle hen, og da jeg sagde ”det ved jeg ikke. –ja, så smilede den lille gavtyv og sagde ”der skal jeg også hen, må jeg følges med dig?

Jeg gav hans hånd et klem, og sagde, at det måtte han gerne, for det var altid bedre at være to end en, og det blev begyndelsen til et varigt venskab.

Han var kun 7 år, men han var dygtig af sin alder, han snittede fine fløjter, og var god til at spille på dem, og han fortalte, at han havde fået dolken af præsten, inden han smuttede derfra. Drengen fortalte at han hed John, og spurgte hvad jeg hed, og da jeg sagde, at det vidste jeg ikke, lo han og sagde ”så vil jeg kalde dig Daddy! --- altså var jeg pludselig blevet far!

Vi fulgtes ad, og passede på hinanden, han skar sine fløjter, og jeg tegnede alt mellem himmel og jord, og da vi kom til en lille by, gik vi fra dør til dør, og prøvede at sælge vore ting.

Vi kom af med det hele, for vi havde en god historie, at fortælle, og folk har altid været glad for sådan noget.

De fleste steder, fik vi mad, og det kan mennesket jo ikke leve foruden. - Andre steder fik vi også tøj, kun hos de rigeste, fik vi lidt penge, men vi fandt ud af, at det var de fattigste, der gav mest!

------

En dag, da vi spiste hos en bonde, sagde han ”Hvad siger du fremmede, jeg har en god lille bog, vil du tegne min datter for den?

Det ville jeg, for læse, det kunne jeg, underligt nok huske, og da vi var på vej igen, læste jeg et kapitel, hver gang vi holdt rast, af en bog, der hedder Oliver Twist, en bog som gjorde stor lykke!

John skulle selvfølgelig også lære at læse, og skrive, så det lærte jeg ham, mens vi vandrede Amerika tyndt, og efter et par år, på den måde, kom vi til en lille by, hvor jeg fik fast arbejde, med at tegne folk, ved enhver begivenhed, og ellers hjælpe til her og der`.

John kom i skole, og vi havde det meget fint, og pludselig en dag, kom en ung kvinde ind i Butikken, hvor jeg var ansat. - Hun spurgte efter tegneren, og da jeg præsenterede mig, sagde hun ”Jeg hører du er alene med en lille dreng, og at I bor på Hotellet, men jeg har et Pensionat, et stykke herfra, og da jeg har et stort og billigt værelse til leje, ville jeg tilbyde jer det, inden der kommer andre.

Jeg takkede hende mange gange, og efter arbejdstid, smuttede vi derhen og selvfølgelig tog vi det. Vi blev boende der i 8 år, fik god kost, og jeg tjente faktisk ret godt, men efterhånden blev vi flere, og så blev værelset en smule for lille.

John var tingsamler, og en dag, kom han altså hjem, med en gut, der ligesom han, var forældreløs. Han boede hos en gammel tante, men var stukket af derfra, fordi hun ikke var god ved ham, og da jeg egentlig ikke syntes, det er godt med enebørn, ja, så adopterede jeg altså Allan, der var et par år yngre end John.

Vi tre boede hos den unge dame, i et par år, så bestemte jeg mig til, at købe noget billigt tømmer, og bygge os et skur, som vi kunne være i, ind til videre.

At det var en by med venlige mennesker, fik vi igen at mærke, de forstod, at det ikke var nemt for en ung alenefar, at klare det hele, så inden vi fik set os om, var hytten rejst, et bord, tre stole, og to senge banket sammen, og for hvad, vil I nok spørge. Ikke for hvad, men af hvad, og det kan jeg svare jer på, det var af ren og skær venlighed.

Alle svarede ”du kan gøre os en tjeneste en anden gang!

------------

Mine drenges ve og vel var min hele verden, og jeg var lykkelig i den.

De passede deres skole, og begyndte selv at arbejde, og jeg var begyndt at male på lærreder, jeg lærte at blande smukke farver, og en dag malede jeg en yndig pige i en mørkerød kjole. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg kendte hende slet ikke, men hun blev ved at forfølge mig.

Folk var ellevilde med mine malerier, og jeg bevægede mig langt uden for Amerikas land. Det var eventyr, det var Isbjerge, og det gav penge.

--

Der var ikke en kvinde i mit liv, før en nat, da vi vågnede ved, at der blev banket hårdt på døren. Jeg stod op, og åbnede døren, og uden for stod en ung pige, på 14 somre, der bad om husly.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvordan kunne vi have en kvinde i huset, når vi kun havde plads til os, men på den anden side, kunne jeg heller ikke lade hende stå uden for, og da hun kom ind, fortalte hun, at hun var blevet jaget hjemmefra, fordi hun var med barn, der var ikke meget at se, men det var der`, og det var en skændsel for hendes forældre. Ingen havde vel spurgt, hvorfor hun ventede barnet, og ingen kunne vel gætte grunden.

Denne nat, fik hun min seng, og jeg gik en tur, for at tænke over, hvad vi skulle gøre. Næste dag, købte jeg nogle bjælker, og nu var mine drenge så store, at vi godt kunne klare, at lave en lille tilbygning, så vi alle sammen kunne være der`.

Et gode ved at hun kom, var, at der altid var mad på bordet, når vi kom hjem, der var altid rent, for hun var dygtig.

John havde lige den alder, hvor unge mænd let falder for unge piger, og dertil skal siges, at Lili-ann, var en smuk pige. De kom godt ud af det med hinanden, men jeg syntes ikke om, at han skulle binde sig så hurtig, han var kun 18 år.

En aften kom vi hjem til et koldt hus, og der var ingen mad på bordet, Lili – ann, var krøbet i seng, og hen på natten fødte hun en lille pige, der blev alles kæledække.

Drengene var ellevilde med hende, men Lilli-Ann`, viste hende ikke meget opmærksomhed, og kun et par måneder efter, lå der et brev på bordet, da vi kom hjem, hvor hun sagde tak for husly og mad. Hun skrev, at hun ikke kunne klare babyen alene, hun bad os om at passe på den lille. Jeg foreslog drengene, at vi søgte efter passende forældre, til Betty, men de mente, at vi nemt kunne klare det selv, så der blev en` mere i familien, en` ekstra at brødføde, og jeg kunne jo ikke andet, end at holde af det lille skind.

Jeg havde hende med i barnevognen på arbejde, hun forstyrrede ingen, og som hun voksede op, vidste vi, at det var den rigtige beslutning, vi havde taget.

-----

Alt dette og mere til, oplevede jeg i de 20 år, jeg havde været borte fra Danmark. - Jeg havde ingen hustru, men jeg havde tre dejlige unger, og da drengene rejste hjemmefra, gik Betty hos mig, min egen lille "kvinde".

Jeg blev Bedstefar til otte dejlige unger, fire af hver. John rejste til Danmark med sin familie, men Allan slog sig ned, kun 30 miles fra min Landsby, og da jeg blev Motoriseret, tog det jo ikke lang tid.

Jeg tænkte tit på det præsten havde sagt, med at bruge mit talent og få brød på bordet, og så måtte jeg sende en tak op ad, fordi jeg havde fået det talent.

-------

Selv da jeg blevet en gammel gut, blev pigen i den røde kjole ved med at forfølge mig, og jeg blev ved at male.

Jeg var netop ved at være færdig, med en kvinde på en bænk, da Betty kom, og lagde sine arme om min hals ”Far, hvis jeg var dig, ville jeg forsøge at finde den kvinde, for det må være en, `der har betydet alt for dig engang. Jeg sagde til hende, at for at finde den røde dame, måtte jeg finde mig selv, og det var en automobil-ulykke, der gav mig hukommelsen tilbage, det havde givet en tilpas rystelse til, at få det til at fungere som før. Men det gjorde forfærdelig ondt, da jeg forstod, hvem jeg var, og hvor meget ondt, jeg havde påført den eneste kvinde jeg nogen sinde har elsket.

Det tog sin tid, før jeg kunne acceptere mig selv, og så begyndte Betty at hjælpe mig med at finde tilbage, til mine gamle aner. Vi terpede dansk sammen, og det gik ikke længe, inden jeg kunne huske mit sprog, for det man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer.

Jeg ville ikke forlade Betty i Amerika, så vi rejste altså til Danmark for fem år siden, for at finde ud af, hvor du levede Anne Maria!              Det var en hård, men lærerig rejse, det blev et meget langt "år", og det bliver ikke under de samme forudsætninger, at jeg kan gøre dig til min frue. Du havde ventet, at jeg kom hjem, som en rig mand, og at vi skulle starte en Købmandsforretning op sammen, det kan vi ikke, og alligevel har du sagt ja, til at blive min frue. Og til dig Maria, vil jeg sige. Den lille dreng, som fulgte mig på vej, ja, det er altså Martins far. - Vi er ikke bundet til hinanden, af blodets bånd, men det betyder mindre, hos os, er det kærligheden til hinanden, der betyder noget. –På en måde kan man sige, at jeg er lige så meget Martins Bedstefar, som Anne Maria, er din Bedstemor, han har jo aldrig kendt andre.