Fernisering ...

Efter en times kørsel, så var vi der.Hold op, alle de biler, også en lille blå, som jeg mente, at jeg kendte, men det kunne ikke passe, at han kom sådan et sted.  Vi satte bilen, og da vi kom ind på skolen, kom der en tjener, med Drinks til os, og bad os følge med.

Jeg har altid troet, at en Fernisering var kedelig, men ikke denne.

Der var mange forskellige malerier, og pludselig så jeg, at Bedste stoppede op, det var som om al` farven, forlod hendes kinder, hun tog fat i min arm, da hun sagde – ”Maria, ser du det samme som mig?

Åh, hvor var det smukt, jeg fik tårer i øjnene, det gik nemlig op for mig, at den unge pige på maleriet, var min Bedstemor i den røde kjole ... Jeg spurgte lidt dumt ”Hvem kan dog have malet det, du har aldrig fortalt, at du er blevet malet?

”Det er jeg heller ikke, dette er malet pr. lutterkik, og nu er der en, som jeg gerne vil, at du skal træffe.

Nåh, det var nok hendes herrebekendtskab, og det kunne da være ganske morsomt.) Vi kiggede malerier, indtil det var min tur til at flippe helt ud, hen imod os, kom Martin, Martin i egen høje person, i smoking så flot. Jeg ville hellere vende om, men Bedste havde et godt tag i mig, og da vi stod overfor hinanden sagde hun ”tak for indbydelsen, unge mand, det er os en stor glæde, at være med, men hvorfor fortalte du ikke, hvorfor vi skulle komme?

Han svarede hende ikke, men rakte hånden ud imod mig ”Dejligt at se dig Maria, det er efterhånden længe siden.

Han beholdt min hånd lidt, og inden han slap den, så han så speciel på mig, at jeg fik myrekryb.”Din Bedstemor, er virkelig et af de smukkeste kunstværker, i hele salen, men lad mig vise jer rundt, inden jeg holder den officielle åbningstale!

Jeg var målløs, vidste jeg i grunden hvem Martin var, og hvad han lavede?   Nej, egentlig ikke, og så var han sådan, en nobel herre, slet ikke som jeg kendte ham!

Vi så mange smukke ting, og pigen i den røde kjole, blev plaseret på bænke, foran høje bjerge, hun fik et par englevinger på, og fløj op imod solen, og den blå himmel.  Et andet sted kunne jeg ikke lade være med at le, for pludselig i en skovlysning, stod en lille Trold, med store blå øjne, og sort krøllet hår, i en kjole af ubestemmelig farve, og dertil, bare fødder.   

En hånd blev lagt på min skulder, og en behagelig stemme sagde ”Nåh morer de dem, unge dame, jeg syntes også, det er et af de sødeste malerier jeg har malet!

Jeg så på ham, en ældre nobel herre, var han virkelig kunstner?

”Ja, den er meget sød, men hvor har de fået motivet fra?

”Unge dame, er de alene? --------”Ja lige nu, min bedstemor og en ung mand, er lige gået, hvorfor det?

”Lad mig præsentere mig, mit navn er Hans Martin Eriksen.

”Nej, hvad er det her for noget, sig mig, drømmer jeg, eller er det noget jeg bilder mig ind, det kan ikke være sandt.

”Hvad kan ikke være sandt, selvfølgelig ved jeg hvad jeg hedder.  Lad mig nu høre, hvad der er galt? --------”Der er det galt, at hvis de er Hans Martin Eriksen, så må min Bedstemor, ikke vide, at de er her, ikke endnu!

”Hvem er deres Bedstemor? -------

”Min Bedstemor, er pigen i den røde kjole!

”Det passer ikke, pigen i den røde kjole, er død, for flere år siden, men jeg husker hende som dengang. ----

”Hvorfor tror de, at hun er død?

”Jeg kom til Danmark, for fem år siden, og hvad var mere naturligt, end at jeg vendte tilbage til Ullerup, og det sted, hvor jeg engang mødte Anne Maria. Jeg havde set i telefon bogen, at det var hendes bror Magnus, der boede i den gamle skole. Jeg bankede på, og spurgte hvor hans søster boede, men jeg fik det nedslående svar, at Anne Maria, for længst var død!

Tårerne løb ned af mine kinder,(det var bare så uretfærdigt) jeg løb ud af døren, og satte mig i bilen. Hvorfor var verden sådan, hvordan kunne mennesker være så onde. Hvorfor kunne fortiden ikke holde op med, at forvolde Bedstemor smerte, og mig med! Jeg sad der ikke længe, inden der blev banket på døren, det var maleren, han sagde ”gør det noget at jeg sætter mig ind?

”Nej det gør ikke, og undskyld, at jeg bare sådan forsvandt, men Anne Maria, er med i aften, en ældre smuk kvinde, i en højrød kjole, og med en sort fletning, og som eneste smykke, bærer hun den medaljon, som de for mange år siden, sendte hende.Jeg har fået hele historien, og jeg fatter ikke, hvordan de kunne svigte, som de gjorde!

Han rømmede sig ”Jeg forstår, at de taler sandt, og inden jeg fortæller mere, må jeg vide hvad de hedder? ---

 ”Ja, det burde jeg have fortalt dem, jeg er opkaldt efter min Bedstemor, og hedder Maria!

Han smilede sit skæve smil, som bedste havde fortalt om, og sagde ”Maria, ja, det er et smukt navn, og nu syntes jeg, at vi skal gå ind til de andre, der blir` nemlig snart holdt en tale, og den vil jeg gerne høre, så skal jeg fortælle dem, og deres Bedstemor, min historie - bagefter!

På vej derind, trak han min hånd ind under sin arm, ”sådan går pæne mennesker, og egentlig skulle vi vel være dus, når man tænker på, at jeg kunne have været din Bedstefar, ikke?

Jeg nikkede, og så kom vi indenfor.

Vi holdt os pænt i baggrunden, men jeg lagde mærke til, at hans øjne ustandselig søgte damen i den røde kjole, og da de fandt hende, hviskede han bevæget ”Du har ret, det er min Anne Maria, jeg husker som i går, at vi mødtes til Midsommerfesten, tænk at hun ligner sig selv!

Jeg så at Martin gik op til forhøjningen, så ringede han med en klokke, og da der var stille, sagde han ”Det er en meget stor glæde, for mig, i dag, at måtte deklarere denne Fernisering, for åbnet, netop fordi det er en` af de Malere, som jeg beundrer mest, nemlig min farfar, Hans Martin Eriksen!

Jeg knugede Hans Martins arm, og hviskede ”Er det virkelig deres barnebarn? --- han nikkede, og jeg fortsatte ”Det var ham, som min Bedstemor og jeg, fik invitationen af!

En mand i mængden råbte ”er der en læge til stede, der er en dame, der er faldet om.

Ingen af os, behøvede at spørge, hvem det var, vi banede os vej derhen.Hans Martin knælede, og tog hendes hånd i sin, og lidt efter så vi, at han bar hende ind i et andet rum. Martin fortsatte heldigvis uantastet, og fortalte, at der nogle steder, var udstillet Keramik genstande, som en ukendt Kunstner, havde stillet til rådighed, og han ønskede alle, en god Fernisering. Alle klappede, jeg gik netop hen til en middelstor Keramikfigur, og hvad tror du det var, jo, det var den lille Trold, der gik igen.

Et andet sted var det en Vagabond, et tredje sted, to små, nemlig en lille Ælling, på vej ud af ægget, og ved siden af, en prægtig svane, med store smukke vinger. Jeg tænkte på Bedste, men jeg vidste, at de havde så meget at snakke om, der var gået så mange år, med længsel og uro, så jeg ville vente, til de kom hen til mig.

Jeg så på de mange smukke billeder, der var en smuk solnedgang, over en kornmark, og der var Ullerup gamle Købmandsgård og Kirken. De var begge, som så man dem gennem tårer, eller tågedis, og man skimtede ved kirkediget, to unge mennesker!  Jeg kunne ikke blive træt af at se på det alt sammen, men på et tidspunkt, trængte jeg til noget at drikke, og søgte hen mod traktørstedet.

Martin stod og snakkede med nogen, men lidt efter, forlod han dem, og kom hen til mig. ”Hygger du dig Maria? ----

”Ja, det er dejligt, at være her, og se på alt det skønne, men hvis du har tid et øjeblik, så er der noget, jeg gerne vil spørge dig om.

”Selvfølgelig har jeg tid, lad os gå!

Vi gik hen til de fire skønne keramikfigurer, og jeg sagde ”du kender den Kunstner, som har lavet disse ting, ikke sandt?

Martin smilede ”jo det gør jeg, hvorfor?

”jeg vil gerne, at du viderebringer ham, min hyldest, det er bare så smukke ting, og så vil jeg gerne, om du vil spørge, hvad de eventuelt måtte koste?

”Det skal jeg gerne, men de er ikke til salg!  

”Det er ærgerligt, jeg har ellers kastet min kærlighed på dem, men det er der så ikke noget at gøre ved.        

”Hvad mener du?

”Jo intet af det, jeg har kastet min kærlighed på, har jeg kunnet eje! -----

”Du siger det så sørgmodigt?

”det er nok fordi jeg ventede mig så meget, af denne Fernisering, men pyt, når bare Bedstemor bliver lykkelig, så klarer jeg mig nok, jeg har jo hele livet foran mig, som hun sagde, inden vi kørte hertil!

”Du elsker din bedstemor, kan jeg høre.

 ”Ja jeg gør, jeg tror, at jeg beundrer hende lige så meget, som du beundrer din Bedstefar, og jeg syntes faktisk, at verden er lille!

Han lagde en hånd på min skulder ”Du har ret, men jeg håber, trods alt, at din verden, er stor nok til, at den også kan rumme mig.

Mine kinder blussede ”Hvorfor skulle min verden, kunne rumme dig, du har så meget andet, at tænke på!

”Lad os smutte ud lidt, jeg syntes det er temmelig hedt herinde!

--

Det gjorde vi så, og da vi havde gået et stykke tid, sagde han ”Maria, jeg er Karin uendelig taknemlig, for uden de to små breve, havde din Bedstemor, og min Farfar, aldrig haft skyggen af chancer, for at møde hinanden igen!

”Jeg forstår ikke?

”det vil du komme til, når jeg fortæller, at dagen efter vores møde, ringede jeg til din Bedstemor, for at få nogle gode råd, du ville jo ikke hjælpe mig.Jeg besøgte hende om aftenen, og da jeg havde fortalt lidt om mine kvaler, sagde hun ”Unge mand, det er ikke nemt, at være forelsket, jeg har selv prøvet det!

Hun er en dygtig fortæller Maria, og da jeg kom ind på, at jeg gerne ville vise, med en lille gave, at jeg elskede hendes barnebarn, ja, da smilede hun, og hentede en smuk medaljon, og da jeg så billedet, vidste jeg, at det var min Farfar, men jeg måtte alligevel vide hans navn. Min Farfar skulle altså have Fernisering, og hvad var nemmere, end at invitere hende, og hendes barnebarn med.

De to kære, har endelig fundet hinanden, men Maria, behøver der virkelig gå 54 år, inden vi to finder ind til hinanden. --Tror du ikke, at der ihvertilfælde er to, som vil blive lykkelige, på vores vegne?

----Jeg fattede det slet ikke, elskede Martin virkelig mig, så havde Bedste haft ret, det var den lykkeligste dag, i hele mit liv.

------------

Da vi kom tilbage til Hallen, sad der to ældre mennesker, på en bænk, og snakkede, men da de så os, komme hånd i hånd, rejste de sig, og kom hen til os, og den første der sagde noget, var Hans Martin ”Sikke en dejlig dag, der er solskin, på mere end en` måde, og det er helt sikkert, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi mennesker aner, for hvordan skulle det ellers kunne lykkes to gange, at en Martin og en` Maria, i to generationer, skulle finde hinanden. I er så unge, ja, det er faktisk bevægende, at I har den alder, som vi to, da vi forelskede os i hinanden, og troede, at lykken, lå for vore fødder. Mange prøvede at forhindre os i, at finde den lykke, men de kunne ikke, for som jeg altid har sagt, at størst af alt i denne verden, er kærlighed. Den er dog stærkest, når den har troen og håbet i behold. Den kan sprænge selv de tykkeste lænker, og for at det ikke skal være løgn, så vil jeg i egen høje person, bestille Lysning, til Anne Maria og mig, til på søndag, vi skal være hurtige, måske kan jeg klare det pr. telefon. Vi vil ikke vente længere, og vielsen skal foregå i Ullerup Kirke, uanset om de der engang kendte os, er til stede, og vil tabe både næse og mund!

-----------Det blev sådan en dejlig dag, og det bord, som Bedste havde bestilt til to, blev fordoblet.

Hans Martin havde også den evne at fortælle, og her skal du høre hans version, den er dog ikke så lang som Bedstes.