Spændende dage

Jeg kunne næsten ikke få tiden til at gå, indtil jeg skulle om til Bedste, så jeg bestemte mig til, at nedskrive det, jeg huskede, af Bedstes historie, og jeg indrømmer gerne, at der var øjeblikke, hvor jeg græd, græd og skældte ud, på både Olav, Oldemor og Oldefar, tre mennesker, der havde ødelagt en ung piges første ungdom, men altså også indirekte var skyld i, at hun kastede sig ud i det, hun var skabt til. Jeg var vred på Oldefar, fordi han lod sig diktere, af den dumme kvinde. Men de var jo for længst borte, og døde mennesker, skal have fred, siges der, jeg kunne bare godt have undt min Bedstemor, at hun havde fået ham den unge Kommis, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor han så skammelig havde svigtet!

Jeg var meget uopmærksom i timen, så min lærer syntes, at jeg skulle blive efter skoletid, og få styr på mine tanker.                                 Det var mig inderligt imod, og da ekstra timen var forbi, gik det bare derud af, så jeg var meget forpustet, da jeg smuttede ind til Bedste. Hun smilede til mig og sagde ”hvad er det for en måde, at komme på, og hvad siger du til, at vi to piger, tager i byen, fredag aften?

”I byen, hvad mener du?

”Jeg kunne godt tænke mig, at komme til Fernisering, og når det er slut, vil jeg bestille et bord til os, har du lyst?

”Af hvilken grund?

”Behøver der være en grund til alt? - og lad mig høre, har du en pæn aftenkjole, at tage på?

”Aftenkjole, jamen jeg fatter ikke en pind?

”Hvad du ikke fatter, kan du komme til, og hvis du ikke har nogen præsentabel kjole, må vi skynde os, vi har to dage at løbe på!

”Hvem har sat de griller i hovedet på dig?

”Det er min hemmelighed, og skal vi så komme i gang. Gå hen i min kasse, og vælg et mønster, og smut op på loftet og se, om der ikke stadig ligger en rulle stof, af et eller andet, så kan du nok hjælpe mig, ikke?

Jeg var målløs, min Bedstemor var ikke, en hvilken som helst dame, nej, hun var en Klog-dame, der engang hørte til de finere selskaber, og hun kunne mere, end de fleste ældre damer. Jeg syntes jo dengang, at 70, var en høj alder, men ikke for min Bedstemor, hun havde stadig sit kørekort, hun ordnede alt, både inde og ude, og gav en hånd med, når hendes piger, manglede hjælp, og det utroligste af det hele, hun syede stadig sit eget tøj, og tilbød, at sy for andre. Hun lignede ikke andre damer på den alder, hun satte sig ikke ned, og blev "gammel", hun havde nemlig ikke tid til det, der skulle ske for meget, og nu skulle vi altså til Fernisering!

Jo jeg fandt en rulle deroppe, som præcis passede mig, men hvorfor i aftenkjole, når andre ville komme, i et par pæne bukser. Nåh, Bedste havde altid været så sød imod mig, så jeg måtte hellere vise mig fra min pæne side.

Vi syede hele eftermiddagen, og torsdag morgen, ringede Bedste til skolen, for at sige, at jeg havde ondt i hovedet, og måtte blive i sengen (for så havde vi hele torsdagen, til at få resten færdig).

Nej, hvor var det spændende, Bedstes slanke hænder for hen over stoffet, maskinen drønede, og jeg sørgede for, at vi fik lidt at spise.

Det var kun når telefonen ringede, at Bedste slap det, hun var i færd med, det var af stor vigtighed, at det var hende der tog den!

Klokken var mange torsdag aften, inden den sidste søm var syet, og jeg havde prøvet kjolen, mange gange, jeg syntes bare, det var synd, at jeg fik sådan en smuk kjole, som jeg måske kun ville bruge, denne ene gang. Klokken var 24: 00, da jeg listede op i seng, og jeg var mørbanket, da Bedste råbte på mig, jeg troede stadig, at det var nat, fordi mine øjne ikke ville op.

”Kan jeg ikke bare blive hjemme, de vil forstå på skolen, at jeg har hovedpine?

”Ikke tale om, lille frøken, for så kan du ikke tage med mig i aften!

 Der ikke mere at snakke om, Jeg snuppede en mad i hånden, og skyndte jeg mig af sted. Og så vil du måske nok spørge, hvor min familie, var, i alt dette, men det var ret ofte, at jeg bare var hos Bedste, de viste altid hvor jeg var.

Fredag var min korte dag, men jeg syntes alligevel, det tog flere år, inden vi omsider blev lukket ud, og fik at vide, at det var meget vigtigt, at læse på det engelske derhjemme, men der var også en dum stil, der skulle skrives, så der var nok at se til.

Bedste lå på sofaen, og jeg var lige ved at få et chok, hendes ansigt, var smurt ind i noget grønt, og på øjnene, lå to skiver agurk.  Hun slappede af til Klassisk musik, og det var ikke lige min smag, jeg var mere til Beatles. Hun havde gode ører, og jeg for` sammen, da hun sagde ”er det dig Maria?         

”Ja Bedste, men hvorfor ser du sådan ud?

”Det får du at se, jeg tror det vil være klogt af dig, at ta` et bad, og lægge dig, en times tid, vi er først sent hjemme, i aften, du ved nok, at et menneske der er veludhvilet, er altid smuk, og har let ved at opføre sig dannet, i et selskab. Vi kører om to timer!

....

 Jeg vidste stadig ikke, hvor vi skulle hen, men jeg ville ikke sige, (Hvorfor) igen, så jeg gik ud i køkkenet, fik en mad og et glas juice, inden jeg smuttede op i bad.

Bedste var lidt gammeldags anlagt, men jeg nød, at der var et badekar, det havde vi nemlig ikke hjemme, hver centimeter, skulle bruges, vi var en stor familie, så det var trangt.--Bedste havde ret igen, man blev faktisk et meget afslappet menneske, af et varmt bad, og jeg faldt hurtigt i søvn, og vågnede ikke før Bedste bankede på min dør. ”Maria, må jeg komme ind?

”Selvfølgelig, jeg låser ikke efter mig.

Hun var i en flot badekåbe, og hendes mørke hår, der engang var ukultiverede uglereder, bølgede om hendes skuldre. Bedstemor plejede at sætte det op på hovedet, så jeg blev helt underlig inden i, det var garanteret aldrig blevet klippet, og det var stadig mørkt!

”Hvor er du smuk, man skulle tro, at din familie stammede fra Italien!

”Mig smuk, tak skal du have, bare jeg kan gå an. Det er en meget vigtig aften for dig og mig, min pige, derfor ville jeg gerne, at du skulle se præsentabel ud.

Hun havde min kjole med, den var presset, og i den anden hånd, havde hun en æske -

Jeg stod ud af sengen, og lod hende hjælpe mig kjolen på, og bagefter bad hun mig, sidde ned, så lagde hun et håndklæde, på mine skuldre, og gav sig til at børste mit hår.

Jeg ved ikke, om nogen på min alder, ville være glad for, at have rødt hår, jeg var ihvertilfælde ikke, jeg fattede ikke, hvorfor jeg ikke kunne have fået mørkt hår, som mine søskende. Men Bedste sagde at det var smukt, og hun børstede det igennem mange gange, inden hun satte det op, så gav hun mig en let sminke på, bare for at understrege min smukke hud, som hun sagde, men mor, ville ikke have forstået det.

Da jeg troede at jeg var klar, lukkede hun op for æsken, og tog en smuk Koralhalskæde frem, det gav hun mig på, og sagde ”Maria, jeg håber sådan, at det må blive en skøn aften for dig, du er så ung, og har livet for dig. Det er ikke nogen Midsommerfest, men jeg håber, det blir` en aften, du vil huske altid!

Det der undrede mig allermest, var, at Bedstemor tog sin højrøde kjole på, og dertil, sin elskede medaljon. Håret bad hun mig om, at flette i en speciel vrang fletning, så fandt hun et rødt bånd, som passede så fint til kjolen, og hun så meget ungdommelig, højtidelig, og glad ud.

Vi fik et ganske let måltid, inden vi kørte, og jeg tænkte, så det knagede, hvad mon Bedste, havde i tankerne?                         Undervejs gjorde hun holdt, ved en kirke, og bad mig om at gå med, så tog hun to kranse fra bagsædet, og vi fulgtes ad. Først da vi stod foran et gammelt velholdt gravsted, forstod jeg, hvor vi var, der stod nemlig. Her hviler Kirstine Klausen. Der stod årstal, og neden under stod der – Herren er min hyrde…   

Vi var kommet hjem til Ullersted, og jeg kunne næsten tænke mig, at Bedste havde æren af, at alt så så fint ud, det havde jo engang været hendes bedste veninde. Hun lagde kransen, og lod hånden kærtegne stenen, dvælede lidt derved, inden vi gik over til et større gravsted, en form for monument, rejst af byens borgere, over Skolemesteren og hans kone. Bedste havde virkelig tårer i øjnene, da hun lagde kransen, så gik hun hen og satte sig på en bænk.

Jeg troede, at hun gerne ville være lidt alene, men hun vinkede efter mig, og da jeg satte mig, sagde hun ”hvad ville du sige til, at blive jaget bort fra dine forældres hjerter, allerede i den alder du har nu?

”Du mener, at du ikke fik snakket med din far og mor, siden den dag i december. – Jamen, opsøgte du dem ikke?

”Jo, jeg prøvede mange gange, Anders mente jo, at jeg skulle skrive til dem, og fortælle, at jeg skulle giftes, og om jeg måtte komme hjem, og blive viet i min barndoms kirke. Det gjorde jeg, og jeg blev så glad, da jeg så min mors håndskrift, for nu var de altså blevet medgørlige. ---Men jeg måtte sætte mig ned, det var ingen god nyhed, der stod   "Vi må beklage, men vi har ingen datter ved det navn. Hun er borte for altid, og vi har end ikke en grav, at sætte blomster på."

Ingen venlig hilsen om alt godt, men da jeg ville smide brevet bort, stod der noget bag på konvolutten, det var Skolemesterens stejle skrift, og det der stod, fik mig til at græde "Du er stadig min datter, lille Anne Marie -hilsen Far!!!-------                                                  Han vovede at gå en anelse imod min strenge mor, og ham har jeg tilgivet, skønt han ikke var mand nok til, at bede mig om at komme hjem!

Næste gang, var da jeg havde født min anden datter Jenny. Jeg var taget med toget, og stod uden for deres dør, og ringede på. En ung pige åbnede døren, og da jeg sagde hvad jeg hed, og at jeg gerne ville tale med enten mor eller far, blev der råbt ude fra køkkenet – ”Den unge dame kan gå, vi kender ingen ved det navn.

Jeg bad om et glas vand, men der blev ikke givet almisser, så jeg vendte om, og gik derfra, hen til en`, som med glæde, lod mig komme inden for. Det var også igennem Sørine, at jeg, et par år efter, fik at vide, at Olav var død, han var styrtet med hesten, en aften hjem fra byen.  Den jeg havde mest ondt af, var hesten, den brækkede benene, og måtte skydes.

Jeg tog mod til mig, og opsøgte Bolette, min kære, lidt dumme søster, hun var ikke til at kende igen, og hendes hjem heller ikke.  Af Kirstines fem børn, var der kun de tre små tilbage, de andre var allerede ude at tjene, men hun havde selv lagt mave til fire, og ventede nummer fem.

Hun var virkelig at ynke, og da vi havde siddet og snakket lidt, sagde hun ”Det var godt du rejste bort den nat Anne Maria, ellers havde det været dig, der havde siddet her nu!

Jeg lagde en arm om Bolette ”Jeg er ked af det for dig, jeg har fået så megen lykke, at der skulle være nok, både til dig og mig, men du har en fordel frem for mig, du har stadig dine forældre!

”Det har du også!

”Nej, de vil ikke vide af mig, fordi jeg stak af, på grund af en mand, jeg helst ikke taler om!

Bolette græd og ”Jeg fatter det ikke, jeg ventede barn med ham, og det kunne ses, inden vi blev gift, men jeg fik ingen bebrejdelser af den grund, mor sagde bare ”Godt er det jo ikke, men du valgte bedre end din søster, og dit barn får en god far!

    Ja, sådan var det, Bolette var den eneste af min familie, der ville tale med mig, og vi ses stadig. - Hun bor på et godt Plejehjem, og hendes mange børn, er kommet godt i gang, alle sammen.

”Hvad så, arvede du slet ingen ting, da dine forældre døde?

”Hvordan skulle jeg kunne arve, når jeg ikke var til?

Ӂh, hvor kan jeg blive vred, du var deres barn, akkurat som de andre, hvad sagde Bolette?

”Hvad kunne Bolette sige, uden at blive upopulær, men hun vidste, hvad jeg engang, havde holdt meget af, så det ville hun gerne have, da boet blev gjort op. Hun undskyldte, at hun ikke havde været i stand til, at få nogle penge til mig, men som jeg sagde ”Penge forgår med tiden, de bliver mindre og mindre værd, men de ting, som man holder af, vil blive mere og mere værd, som tiden går, og du har fået fat på de tre ting, som jeg holdt allermest af, det vil jeg aldrig glemme dig for!

”Det vil sige, at min mor aldrig har haft nogle Bedsteforældre?

”Jo, Anders` forældre levede meget længe, og de elskede mine piger, og mig, men Skolemesteren og hans kone fra Ullersted, dem har de aldrig mødt!

Bedste kiggede på sit ur – ”du milde, lad os komme af sted, jeg elsker at have god tid, og nu lader du være med, at tænke grimme og sørgelige tanker, det gør intet menneske kønt.