Glemmer du - så husker jeg alt ...

Jeg blev selvfølgelig ved, at tænke på Hans Martin, men en dag, kom fruen, og spurgte, om jeg kunne gøre en undtagelse, og undlade damekjolen, en` af familiens bekendtskabs skreds, var alene med sin lille datter, og han ville gerne betale det samme, som de andre, han syntes bare så godt om mine kjoler. Jeg sagde selvfølgelig ja, og da manden kom, for at tage mål til kjolen, så jeg hans lille datter, en nydelig lille størrelse på to år, og da alt var klaret, og vi havde aftalt, hvornår de kunne hente varen, sagde han ”Aldrig har jeg set så nydelige ting, og syet, af så ung en kvinde.

Han præsenterede sig som Anders Pagh, den lille pige hed Karen, og inden de skulle af sted, havde jeg lovet, at komme med kjolen 14 dage efter, og spise middag med dem. Det blev jo til mere, ved du, din bedstefar var en flot mand, vi snakkede så godt sammen, så et halvt år efter friede han til mig, og fik mit ja, Hans Martin havde jo glemt alt om mig.

”Du fik aldrig den Modeforretning vel?

”Nej, ikke Modeforretning, men jeg sad hjemme, og syede, mens jeg passede vores lille Karen, og efter hende kom der jo fire små piger, lige efter hinanden.  Jeg havde ikke tid til at sy så meget til salg.

Din Bedstefar var en mand, med mange forpligtelser, og jeg måtte sørge for fine middage, til den skare af fornemme gæster, der besøgte os. - Jeg var jo bare et barn, af en jævn Skolemester, mens Anders var søn, af en Direktør for det store Bomulds-spinderi. Han var ikke stor på den, men vi blev nødtil at pleje vore omgivelser, og ved sådanne lejligheder, var han særlig stolt af mig (”Maria, sagde han tit) ”Hvor var det en dejlig dag, da jeg mødte dig, man skulle tro du var født i et Svaneæg, eller med en sølvske i hånden. Du blev kastet lige ud i det, og alle damerne tror, at det er dyre Pariser kjoler, du har bestilt hjem. Men (tilføjede han) du ved godt, at det ikke bare, er på grund af din fingersnildhed, at jeg er stolt af dig, du er klog, dannet og smuk. Du og mine døtre, er virkelig mit hjems største pryd!

  Du kan nok forstå, at jeg blev meget glad, over sådanne ord, og jeg prøvede at fortsætte, som jeg begyndte.

Din Bedstefar, blev desværre ikke nogen gammel mand, og det var en sorg, da han døde, kort efter vores 15 års bryllupsdag, og lod mig alene. Husk på at jeg kun var 34, og havde hele dette store Imperium, at tænke på. Jeg skulle forvalte det, til Karen blev 21, sådan stod der i Bedstefars ønske, og det blev derefter.

Da jeg nu var blevet alene, begyndte jeg rigtig nok, at realisere min drøm, om at sy modekjoler, men jeg startede ikke nogen Modebutik, damerne kunne komme hos mig, hvis de ville have syet noget, jeg skulle jo have tid til mine piger. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med, af og til, at tænke på hvordan det mon gik Hans Martin.

Helt ærligt, han har ikke været ude af mit hjerte, siden den dag, han rejste bort.    Hvis du vil se, inderst inde i skabet Maria, der hænger en smuk kjole, tag den med her hen, så skal jeg fortælle dig noget.

(Jeg hentede den, en meget smuk højrød kjole, der havde været syet ud, en` gang, og jeg forstod, at det var  kjolen, fra Midsommerfesten!)

”Du forstår måske ikke, hvorfor jeg stadig har den, men jeg har sagt til mig, selv mange gange ”Maria, pas på din allerførste og smukkeste kjole, for engang vil Hans Martin vende tilbage, og da skal han se dig, i den, som hin midsommeraften, da du fik at vide, at han elskede dig!

”Jamen Bedste, kan du stadig passe den?

”Om jeg kan, og jeg er sikker i min tro på, at han vil komme, inden jeg skal herfra, og en` ting mere lille pige. Når jeg er død, vil jeg gerne begraves i den, er det for meget at ønske?

”Hvorfor snakke om at dø, jeg ønsker sådan, at vi to får en masse dejlige år, og måske kan du komme til at opleve mine børn!

”Det vil jeg så vente på, og hvis det ikke gør dig noget Maria, så vil jeg gerne have en lille en` på øjet, kan det bevilges?

”Selvfølgelig Bedste, og tusind tak, fordi jeg fik din historie, men der har altså ikke været nogen mand for dig, siden Anders døde?

”Nej, jeg værnede om mine smukke minder, fra vores tid sammen, og så bestemte jeg mig, til at vente på Hans Martin, men hvad siger du, kigger du herom i morgen, efter skoletid?

”Det gør jeg, så må du have det rigtig godt, jeg glæder mig til at høre om dit nye herrebekendtskab, farvel så længe!