Kirstines endeligt

 

En uge efter, var Kirstine så dårlig, at hun blev nødtil at holde sengen, Olav måtte også give sig, og køre efter lægen, der sagde det, jeg frygtede, det var Tuberkulose.

Der var et ekstra værelse i huset, det blev Kirstines logi, de eneste hun havde kontakt med, var lægen og mig.

Jeg må sige dig, at jeg følte mig som en Blæksprutte.  Nu måtte jeg før op om morgenen, for at komme over og sætte grød over, og koge vand til kaffe, inden jeg skulle i stalden.

Børnene havde det ikke morsomt, tvillingerne sad i en trækasse når jeg var i stalden, de andre løb rundt i næsten ingen ting, og jeg hadede mit arbejde som pesten, for jeg, der ikke var 17 endnu, havde fået så stort et ansvar, at det var helt  umenneskeligt, og mine  forældres forbud, tog  jeg med glæde imod, jeg orkede intet, når  jeg  var færdig  med dagens dont.

----

Sådan fortsatte det en måned, og Kirstine blev dårligere, så dårlig at det kun kunne gå en` vej, det vidste hun godt selv.

En morgen da jeg var inde hos hende, tog hun min hånd

”Anne Maria, jeg skal snart dø, og når jeg ikke er her mere, må du se, at få en anden plads, lov mig det, ellers bliver du, den nye frue her på gården, og det ønsker hverken du eller jeg.

Jeg har skrevet et brev til dine forældre, som du nok vil give dem, når jeg er død, så vil de forstå hvad jeg mener.

Du har været en god pige, en dygtig pige, og se hvad jeg har til dig. Posten kom i går, med en pakke. Han bankede på vinduet, og viste mig den, og jeg bad ham om at vente, til jeg fik vinduet åbnet, så jeg kunne tage den.

Jeg ved det er til dig, og jeg ved hvem den er fra. – Han er en flink ung mand, og du skal vente på ham.

..

  Jeg fik pakken og åbnede med det samme, jeg ville, at Kirstine skulle have den glæde, både at læse brevet, og at se, hvad pakken ellers indeholdt -

Men smut hen og kik i den øverste skuffe Maria, så vil du finde et gammelt brev, med et rødt bånd om, og tag den fine medaljon med.

--Jeg kom tilbage med det til hende, hun foldede brevet ud med rystende hænder, og læste højt for mig ..

 

 

Til min egen kjære Anne Marie …

 Lang tid er gået, siden du og jeg, sagde farvel, der var problemer undervejs. Brevet bliver ikke så langt denne gang, jeg vilde bare lade dig vide, at jeg er kommen godt her til.

Jeg ved at du savner mig, som j eg savner dig, og derfor sender jeg denne medaljon, som et varigt minde, fra din kjære ven.

Hvis du haver et billede af dig, vil jeg gerne, om du vilde sende et med i dit brev.

Jeg har endnu ikke fundet arbejde, men lever af de penge, som Farbror så rundhåndet gav mig med.

America, er ikke, som folk snakker om, landet flyder ikke af Mælk og honning. Mange er fattige og der dør folk hver dag, men vær ikun rolig,jeg skal nok klare mig.

Jeg sender pakken i den Madmoders navn, og håber at du får den.

             Mange kjærlige hilsner og tanker

                             Fra din hengivende ven Hans Martin Eriksen …

 

Bedstemor havde blanke øjne, da hun viste mig billedet, i den smukke medaljon, et brunt hvidt, af en flot ung mand, med svunget overskæg og smilerynker.

---”Har du tid til at fortsætte Bedstemor, eller skal vi vente, til en anden gang?

Hun så på sit ur ”lad mig bare fortælle resten, lille pige, men det er ikke den bedste del vi har tilbage. Ser du, jeg fandt i mine gemmer, et lidt gammelt billede, der var taget til min konfirmation, så det sendte jeg, sammen med et langt brev om, hvor sørgeligt det hele var.

En måned efter, kom Kirstine på Sanatoriet, og inden de kom, for at hente hende, var vi alene. Hun tog min hånd og tårerne løb ned af hendes kinder ”Det bliver farvel nu Anne Maria, jeg vender ikke tilbage, og det er bedst sådan. Det eneste der smerter mig er, hvordan det skal gå mine små og hvordan det skal gå dig. Jeg håber at jeg har lært dig lidt, og at du vil tænke pænt om mig engang imellem. Jeg har været så glad for den tid, du har været her. - Det var skønt at have en "lillesøster” at snakke med, en søster at værne om, en søster at lære op, og hvis jeg må, vil jeg gerne se billedet i din medaljon endnu engang.

Jeg var så ked af det Maria, jeg holdt så meget af Kirstine, og hun blev så glad, da hun så billedet af Hans Martin ”Pas godt på dig selv lille pige, og bliv ved at vente!

    Ja, det blev sidste gang jeg så Kirstine, og da vi havde sagt farvel, gik jeg over i stalden for at græde.

Knap var vognen kørt med Kirstine, før Olav kom over til mig  ”Sidder du her lille Anne, nu skal du ikke græde så meget. Kirstine har aldrig egnet sig til livet på en gård.  Hun kunne føde børn, lave mad og holde hus, ja, det var hun god til, men en bonde må have en hustru, der kan hjælpe til, over alt.  Sådan er du Anne, og du vil være mig en god trøst, når Kirstine ikke er mere.

Han lagde en arm om mig, men jeg vred mig løs. ”Klausen, hvad tænker du på, at du kan snakke sådan om din elskelige hustru, hun ofrede sig for dig og jeres børn, og knap er hun af gårde, før du lægger an` på mig, men det skal blive løgn. Jeg lovede at blive her til Kirstine var død, længere bliver jeg ikke!

”Anna, hvad man lover et døende menneske, er ikke bindende, det er derimod den kontrakt vi skrev, da du i sin tid blev lejet for et år, og du kan ikke rejse, før det år er gået, det vil dine forældre også forstå!

---------

En uge efter, døde Kirstine, og da jeg hørte det, løb jeg hjem, med en lille gut på hver arm, for at give brevet til far.  

Mor tog imod mig, og blev selvfølgelig meget ked af, at Kirstine var død, og derfor sagde hun ”Nu må du virkelig tage dig sammen, og hjælpe din Husbond midt i hans store sorg, du kan ikke komme rendende her.

Jeg rakte hende brevet, hun læste det også, men halvt smilede

”Nåh ja, man kan kun undskylde Kirstine, hun var syg dengang.   Olav er en god mand, og selvom du ikke agter at gifte dig med ham, så har du en kontrakt med ham, og den udløber først til næste forår. Han er en kristelig og god mand, og han skal nok holde sine hænder fra dig, smut nu over, og opfør dig sømmelig!

Alting fortsatte, Olav gjorde stadig tilnærmelser til mig, men jeg viste ham bort, han var så ulækker, og en måned efter, at Kirstine var død, kom han ind til mig, i køkkenet med en meget smuk buket, knælede virkelig for mig, og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, når sørgetiden var omme.

Jeg blev vred, og slog til blomsterne, så de faldt ud af hans hænder, men han blev vred, og lagde sine arme om mig. ”Hvad er du for en pige, tror du måske, at du kan få et bedre tilbud, her er nok i kiste og skabe, og du skal aldrig mangle noget.

”Jeg vil ikke købes, jeg bliver min tid ud, for børnenes skyld, men så må du finde en anden.

”Ingen har afvist mig før dig, jeg plejer at være en rar mand, men når nogen trodser mig, bliver jeg vred, det fik Kirstine også at mærke, og hvis du ikke føjer mig, skal jeg fortælle rundt omkring i byen, at du går og sender mig øjne, og gør dig til, så jeg ikke kan holde mine fingre fra dig. Skal det hedde sig, at Skolemesterens pige er en tøs?

Åh hvor det gjorde ondt, jeg ville så gerne skåne mine forældre, og var først sladderen ude over byen, kunne jeg ikke andet end at flytte bort.

Jeg bed i det sure æble, og sagde at jeg behøvede ventetid, det kom så pludseligt, og der var jo lang tid, til sørgetiden var omme.

”Nåh min lille due, det var skønnere ord, du ved jo godt, at jeg kun vil dit bedste, og det skal ingen løgn være, at jeg altid har syntes godt om Skolemesterens lille pige, men da drømte jeg dog ikke om, at hun engang skulle flytte ind hos mig. Hvorfor ikke flytte herover, med det samme. Du kan gøre kammeret rent, og pynte  op, med hvad du måtte ønske, så er du også altid hos børnene, og jeg kan godt sige dig, at de holder meget af dig, tvillingerne vil aldrig kunne huske deres mor.Du behøver ikke sige til dine forældre, at vi har talt om ægteskab, du kan bare sige, at det er nødvendigt, at du låner kammeret, fordi jeg har så meget at løbe til om aftenen, og jeg skal nok prøve, at finde en skolepige, til at hjælpe dig. Det har været en hård tid, og min tilkommende hustru, skal være smuk!

-------------

Jeg flyttede altså derover, og hver aften, blev døren til mit kammer bastet og boltet.

Jeg havde i mit sidste brev bedt Hans Martin om, at finde en anden at sende mine breve til, fordi Kirstine var død, og jeg håbede at han havde fået det. Olav kom jævnlig med små gaver, buketter og sådan, og hver gang forlangte han, at jeg gav ham et kys, så jeg gav ham et på kinden, selvom det gøs i mig af væmmelse.

---Mor havde sagt, at Olav var en god og Kristelig mand, og hun vidste selvfølgelig ikke bedre, han kom i kirken hver søndag, men hvad hun ikke så, var at han var en liderlig gammel buk, han kunne ikke holde sig til et frieri. Jeg tror godt nok  han mente at han var glad for mig, men da jeg ikke var helt så villig, som han gerne ville, ja så fandt han da bare en anden, som han kunne fornøje sig med, ind til vores giftermål.

--

Du syntes nok at din Bedstemor bruger grimme ord ind imellem, men jeg får så ondt i hjertet over, hvor meget han nåede at ødelægge for mig, at jeg ikke kan lade være.

Jeg talte virkelig dagene, til jeg havde været i min plads i et år, jeg måtte jo holde ud, så længe, troede jeg, indtil jeg fik andet at vide.

Høsten var gået over i vinter, og han havde virkelig holdt ord, angående en skolepige, hvor meget hjælp jeg havde af hende, ved jeg ikke, og det var for det meste mig, der skulle med i stald og mark, så kunne hun passe børn, og hvad sådan en størrelse ellers kunne finde ud af.  Olav ville have det sådan, for at han kunne være alene med mig, så meget som muligt, og jeg siger dig, det var forfærdeligt.

Det skete flere gange, at han befamlede mig, og når jeg bad ham holde op, sagde han ”slap af, min lille rose, jeg gør ikke noget, du får barn af, og du er trods alt min forlovede!

Jeg bed tænderne sammen, men jeg følte mig forfærdelig beskidt, efter sådan en dag, og jeg låste mig inde i bryggerset, til jeg følte jeg ikke kunne skrubbe mere skam og snavs af, men lige meget hjalp det, og så kom den aften, hen imod Jul, da jeg mørbanket efter en travl dag, med slagtning, var sunket sammen på slagbænken.  Børnene var lagt i seng, og pigen var gået hjem, så jeg var alene, da Olav var et smut i byen, men pludselig var jeg virkelig lysvågen.

Jeg lå på slagbænken, min daglige kjole, var revet itu, og en fuld mand stod, og befamlede mig, kyssede mig, og åndede mig ind i ansigtet, så jeg var ved at brække mig, men det der gav mig kræfter, var, at hans bukser hang nede om hans knæ`r, for da vidste jeg, at han var ude på at voldtage mig.Jeg sparkede ham et vist sted, og han brølede af smerte, selvom mange siger, at døddrukne mennesker ikke kan føle smerte, men dette var altså lige til grænsen.

Jeg løb ind på mit kammer og stængte døren,og så græd jeg, som aldrig før, jeg bad om hjælp, men jeg vidste jo nok, at den ikke kunne komme, som lyn fra en klar himmel, så jeg bad om, at døren ville holde til Olavs vægt.

Af en kristelig mand, syntes jeg nok, det var helt forkerte ord, han råbte og skreg, mens han hamrede på min dør, og noget af det sidste han råbte var ”Det er også lige meget, lille Anna, jeg skal nok få min vilje med dig, en dag, og ind til da, kender jeg en ung pige ved navn Bolette, som gerne vil give hvad jeg beder om, hun ville med glæde føde mit barn, men jeg vil kun have hende, at lege med, hun er nemlig ikke så stærk og dygtig som dig, min lille due, vi ses i morgen!

-Nåh, det troede han, men da alt var stille i huset, skrev jeg et brev, lagde alle de gaver han havde givet mig, på bordet, pakkede en bylt, med de ting jeg ville, og kunne have med, et brød, en pølse, og en ost, samt en flaske øl, så listede jeg ind, for i det mindste, at tage Ole og Ib med, dem skulle jeg nok finde en plads til, så ville der ikke blive så meget besvær, for lillepigen, den kommende dag.

Jeg pakkede de to små drenge godt ind, fandt det meste af deres tøj, og undrede mig meget over, at Olav ikke vågnede, men han var nærmest bevidstløs af druk, og det var godt for mig.

I nattens mulm og mørke, drog vi så af sted, og en halv time efter, bankede jeg på døren til Signes hus.

Signe var byens Jordemoder, og der` kunne de unge piger trygt komme til, med deres små, som de ikke selv magtede at beholde.

Jeg kyssede drengene, og blev lettet, da jeg så, at der blev tændt lys i gangen, så skyndte jeg mig at lægge brevet, og forsvandt omkring hushjørnet. Jeg havde mine sparepenge på mig, og nu gjaldt det bare om at komme af sted, så jeg havde en chance for at nå banegården i Skovby i ordentlig tid.