Min lyse fremtid.

Jeg drog altså ud i verden, og ved gode menneskers hjælp, kom jeg i gang med et arbejde, som Stuepige i en virkelig fin familie.

Tiden gik, og ad omveje fik jeg at vide, at Bolette var blevet gift med Olav, og rigtig nok skulle føde, lidt før tid, og da glædede jeg mig over, at jeg var stukket af dengang. Jeg tænkte meget på Hans Martin, og sendte mange breve til ham, men jeg hørte aldrig noget fra ham, han havde altså glemt mig, sikkert for en anden kvinde, der var smukkere og rigere end jeg. Og det var ham, der havde haft så mange skønne tanker om en fremtid, hvor der kun havde været plads til mig.

Hvad gør man så?   

Jo, man prøver at kontakte sin familie, og det gjorde jeg, på den måde, at jeg en søndag formiddag, gik ind i min gamle kirke, satte mig på nederste bænk, og bare ventede på at der kom nogen som jeg kendte.Jeg lignede ikke den lille Anne Marie, men der var også gået et år, og jeg var kommet til penge i mellemtiden, så jeg var virkelig elegant klædt. Præsten havde set mig, så han kom hen og hilste på, og sagde ”Lige da jeg så dem, var jeg ellers sikker på, at det var mit lille bysbarn Skolemesterens Anne Maria, men nu kan jeg se, at jeg tog fejl, de må jo være ude fra, undskyld!

Jeg nikkede venligt, og lidt efter begyndte folk at strømme til, så jeg fik ikke tid til at fortælle ham, at jeg virkelig var mig. Da jeg så far og mor, var jeg lige ved at springe op, og kaste mig om halsen på dem, men det gik jo ikke an.  Far så så gammel ud, at det gjorde ondt.    ”De" ville ikke svare på det brev, jeg sendte dem, da jeg havde fundet min plads.  Det blev sendt retur, sendt som nægtet modtagelse. De ville ikke forstå den lap papir, som jeg havde lagt under en stor sten, ved trappen, den mørke december nat, da jeg flygtede bort fra byen, og nu måtte min søster Bolette, tage følgerne den stakkel. - Hvad var der ved at være smuk, når hun ikke forstod at bruge hovedet ...

Der kom mange, som jeg kendte, og som nogle af de sidste, kom Bolette og Olav. – Åh, som hun var bleg, og endnu mere tynd, end jeg husker hende, det var nok slet ikke så rosen rødt, at være kone på den store gård. Jeg så på hende, og fik øjenkontakt, hun smilede forsigtigt, hun skulle forestille, at være en stor gårdfrue, men jeg som var stuepige, var dog rigere klædt end hun.

Da de andre gik til alters, rejste jeg mig, og gik ud af kirken, det var omsonst, at blive der længere, og lidt efter stod jeg, ved Kirstines grav. - Synd at sige, at den var velholdt, jeg fjernede lidt ukrudt, og hviskede ”Kirstine, hvis du kan se, hvor misrøgtet det hele er, så tilgiv!

Derfra gik turen til Sørine, hende som havde været mellemmand til mine breve, og hun smilede da hun åbnede døren ”Jamen er det lille Anne Maria, hvor ser du fin ud. Du kommer vel sagtens til byen, for at besøge dine forældre?

”Jeg kom for at træffe dem, og få dem til at forstå, hvorfor jeg måtte tage af sted dengang, men jeg er luft for dem!

”Kom nu ind, du skal smage min gode vin, og et stykke kage!

Jeg tog imod hendes indbydelse, og da vi sad og nød det, i hendes fine have, sagde hun ”Annemarie, har du hørt fra vores gode ven?

”Nej Sørine, mine breve, har ikke kunnet finde ham. Jeg er bange at han har glemt alt, om det løfte vi for 1½ år siden gav hinanden!

”Jeg har så ondt af dig, men jeg ved fra andre, at der kan ske folk så meget i Amerika, så de ganske går fra vid og sans, og selvom Hans Martin måske har glemt dig, så må du ikke glemme ham!

”Hvem siger at jeg gør det? jeg har hans medaljon, men jeg har jo også ret til at leve mit liv.    ”Hvordan vil du leve Anna Maria?

”Hvordan jeg vil leve, joh, det skal jeg sige dig, jeg har allerede nu, lagt penge til side, mange endda, for da Jurist ministeren og hans kone, forstod, at jeg godt kunne lave noget, tænk, så gav de mig den fyrstelige løn, af 100 kroner i måneden, og vil du tænke dig, hvad jeg har sat mine penge i?

”du har vel sat de fleste ind i Banken?

”Det burde jeg måske, men da jeg en dag, var med fruen ude at handle, kom vi forbi en butik, hvor de solgte smukke stoffer, og da jeg spurgte, om vi kunne gå der ind, sagde hun, at det var i orden.  og da jeg fornemmede på stofferne, var jeg ganske solgt.

Jeg spurgte indehaveren, hvor meget en rulle kostede, og både han, og fruen, var stumme af forbavselse.  Den billigste rulle, kostede pr. meter, ja, det er godt du sidder ned, tænk dig, 50. kroner. - Der var 10 meter i, og 500 hundrede kroner, var jo en halv årsløn, men jeg tænkte, at han dog måtte være til at handle med, så jeg fik ham presset ned til 40 kroner pr. meter.

Jeg sagde at jeg måtte tænke lidt over det, og at jeg ville komme dagen efter, men fruen trak mig afsides, og sagde ”Maria, du er en kvik og dygtig pige, lad mig høre, hvad det er du tænker på, med det stof?

Jeg fortalte fruen, at jeg havde tænkt mig, at sy lidt i min fritid. Jeg havde stadig det "Gamle" mønster liggende, og alle de mønstre, som havde været Kirstines, samt hvad hun havde haft af sy grej, og så havde jeg siddet på mit værelse, og syet dukketøj, til fruens yndige datter. Hun så på mig, og smilede ”Har jeg ret, når du tænker på, at sælge små kjoler?

”Nej frue, det har de ikke, jeg vil lancere, mor, barn og dukkekjoler, i samme snit, og samme stof, og resterne vil jeg gemme, for i skolen, lærte jeg, at sy kludetæpper, og måske var der noget, der,at tjene.

”Helt sikkert, og hvis jeg må hjælpe dig i gang, vil jeg købe denne rulle, samt tråd, og hvad du måtte ønske, og når du har solgt det første sæt, kan du give mig, de halve af pengene, er det en aftale?

Det kunne jeg bestemt ikke, sige nej til, så fruen købte, hvad jeg skulle bruge, og så tog vi hjem, uden at have købt en kjole til hende.

-----

En måned efter, havde jeg syet et sæt, som fruen solgte til en veninde, til den fyrstelige pris, af 175.kroner, ja, jeg fatter ikke, at de har råd til det.Da det andet sæt var solgt, til samme pris, ja, da havde jeg stadig, stof tilbage, og vi havde fået, så godt og vel, fruens penge hjem igen.

”Det vil altså sige, at du senere, købte stof, hver gang du fik løn?

”det kan man godt sige, jeg fik det stof jeg ville have, og det var min løn, som jeg så fik endnu mere ud af. Tror du jeg kunne få mere ud af, at sætte mine penge i Banken?

”Anne Maria, du er jo et Geni, men hvad med den du har på?

”Nåh, den fik jeg af fruen, i fødselsdagsgave. Ikke som den ser ud, næh, jeg sprættede den op, og syede den, som jeg gerne ville, og siden, når fruen bliver ked af sine kjoler, for dem har hun, mange af, ja, så får jeg dem, som en venlig gestus. Er jeg ikke bare heldig?

”Jo, det var godt, at du stak af herfra, og jeg forstår, at når du har tjent, endnu et par år i din gode plads, så starter du, din egen Mode forretning?

”Godt forstået Sørine, sådan er det, og nu må du have farvel, jeg, skal se, om jeg kan nå dagvognen!

(Jeg gav hende min adresse, og snart var jeg på vej til Skovby, en by, der gav mig lykke på vej!