Bedstemor fortæller

Min Bedstemor, ja det er ikke længe siden hun gik bort, det føles som et kort minut, og det gør så ondt, for hun var et af de mennesker jeg elskede over alt og vi blev fortrolige veninder.

Der var stor aldersforskel mellem os, sådan som der vil være mellem en bedstemor og hendes barnebarn, men vi mærkede det ikke.

Var der et eller andet galt, var jeg eventuelt forelsket og far og mor ikke forstod mig, ja så gik jeg bare hen til Bedstemor der boede henne ved Gadekæret, hun forstod mig altid.

Vi snakkede om den dreng jeg nu kunne lide, eller om de ting der var svært at forstå, for en pige på 16 år.

Når vi snakkede om kærlighed, kunne jeg se på hende, at der var noget der ligesom smertede, men hvad det var, fik jeg ikke styr på, før det næsten var for sent.

----

Det var en speciel aften, klokken var over midnat, men jeg vidste at Bedstemor ikke kunne sove roligt, før jeg havde været henne og fortælle, hvordan det hele stod til, så jeg bankede på og da hun lukkede op, sagde hun ”Jamen Maria, hvad bringer dig her, du burde ligge i din seng og sove, men godt, jeg kan se at du har noget på hjerte.

  Vi låste døren og jeg kravlede op i fodenden af hendes store seng og så kunne jeg fortælle alt imens hun bare lyttede, uden at afbryde.

Jeg fortalte om, hvordan Martin og mit stævnemøde var gået. ---

Martin var 6 år ældre end mig og vi havde bare været almindelig gode venner, men så en dag var Karin, en` af pigerne fra min klasse kommet med et brev til mig, hun sagde at hun havde fået det af Martin, så jeg flåede det op, det første brev fra ham, overhovedet.

Jeg havde glædet mig til at se hans håndskrift, men det var skrevet på maskine og allerede da, burde jeg have vist, at der var noget uldent ved det.

  Der stod at han gerne ville møde mig ved søen, præcis klokken 19:00,da han havde noget, han gerne ville fortælle mig.

Åh, hvor var jeg glad, jeg skyndte mig hjem og fandt det fineste af det fineste tøj frem og gik i bad. - Mor spurgte hvorfor jeg skulle i bad, midt på ugen, og hvad jeg skulle i den mundering, men jeg sagde at jeg skulle i byen og hun ville have leet af mig, hvis jeg havde fortalt hende sagens rette sammenhæng.

--

Nå, jeg kom af sted, og satte cyklen ved træet, du ved, det der står og spejler sig i bækken, og satte mig til at vente.

Fem minutter efter kom han gående, sådan ganske roligt, jeg gik hen til ham, han sagde Hej, og jeg blev glad, selvom jeg nok havde ventet en anden form for hilsen, og så fortsatte han ”sikke dejligt vejret er i aften. (Han så på en` gang, alvorlig på mig, før han fortsatte)

Det var sødt af dig at skrive, selvfølgelig ville jeg gerne mødes med dig, du er sådan en glad og naturlig pige, men hvad er det, der er så alvorligt? 

Jeg mærkede hvordan al` farven forlod mine kinder, jeg måtte læne mig op af en træstamme, han lagde en hånd på min skulder ”Du bliver vel ikke dårlig Maria, er det så alvorligt?

(Jeg tog mig sammen og lo) ”Alvorligt, nej, men helt ærligt, i eftermiddags inden jeg skulle hjem fra skole, kom Karin med et brev til mig, som hun sagde, var fra dig, se selv.

Jeg fiskede brevet op af lommen, og rakte ham det, han så på det og lo ”Nåh, så forstår jeg, det er jo akkurat magen til det, jeg fik af hende, og hvad skal vi gøre ved det? Skal vi slå os sammen og give hende en overraskelse?

”Hvad skulle det være for en overraskelse? ----

”Det ved jeg ikke Maria, men jeg har længe, gerne villet tale med dig, for du må hjælpe mig okay, jeg har faktisk et stort problem.

”Hjælpe dig, jamen selvfølgelig vil jeg det, spyt bare ud!

”Jo, ser du Maria, det drejer sig om en pige, jeg er forelsket i, men hvordan skal jeg sige til hende, at jeg gerne vil giftes med hende?

(Helt ærligt Bedstemor, det kom bag på mig, vi har været gode venner i lang tid, jeg troede, at han i aften ville fortælle at han faktisk elskede mig, og så er det en anden. -Men altså, jeg så ham lige ind i øjnene og sagde)

”Unge mand, jeg tror du er kommet til den forkerte, jeg har ingen erfaring, hvad det angår, du har så mange ældre venner, dem kunne du jo spørge, og så skal du have tak for i aften, det var hyggeligt at møde dig!

”I lige måde Maria, men, æh, vi er vel stadig venner, ikke sandt? Du er så utrolig nærværende at snakke med.

”Det ved jeg ikke, jeg er jo bare en lille skoletøs, men okay, hvis du mener at du har brug for mig, så kan du kontakte mig hos Bedstemor, der er jeg, hver dag efter skoletid!

---Bedste smilede og sagde ”Nåh, det sagde du, jamen så tror jeg ikke det varer længe inden han indfinder sig, og du skal ikke græde, lille du, op med humøret, for hvis jeg ikke tager meget fejl, så ligger der noget godt gemt til dig, hen af vejen!

Jeg så på hende og der lurede tårer i hendes øjne, så jeg slog armene om hende ”Bedste, hvad er du ked af, fortæl mig det, jeg siger det ikke til nogen.

 ”Jeg ved ikke om du vil kunne forstå mig Maria, men jo, nu skal jeg fortælle dig noget, ser du. 

Da jeg var en ung pige, på 16 år, nøjagtig så gammel som dig, mødte jeg en ung mand på 24, og jeg blev utrolig glad for ham.

Han arbejdede på Købmandsgården hos sin Onkel, og en overgang var jeg vild med at løbe ærinder, for alle jeg kendte.

Den unge kommis`, smilede altid så smuk til mig, når jeg kom ind af døren og var så sød til at hjælpe mig med varerne, men jeg husker tydelig den dag, hvor jeg tror at han fik øjnene op for mig. - Lad mig sige det Maria, jeg var ingen smuk ung pige, men det betød altså mindre.

  Jeg havde tjent helt godt med penge for at hjælpe naboen i marken, mens konen lå til sengs, fordi hun havde fået tvillinger.

Jeg havde været der i en måneds tid og han var meget rundhåndet, så da konen kunne klare at komme i gang igen, gav Husbond mig, ja, hold godt fast, tyve kroner.

Jeg vidste snart ikke hvad jeg skulle sige, men jeg nejede pænt for manden og konen, og hviskede ”Tusind tak!

(Jae) sagde manden ”jeg syntes jo nok at du har fortjent dem, for uden din hjælp, var vi ikke nået så langt, derfor vil jeg også spørge, om vi kan leje dig for resten af året, selvfølgelig til samme løn, tyve kroner om måneden, men så må du også gå til hånde inde i huset, der er jo nok at se til, med fem små.- Nåh, hvad siger du?

Jeg tænkte så det knagede, det var jo rart med pengene, og det var flinke folk, 10 15 år ældre end mig, så vi skulle nok få det fint sammen, men hvor meget frihed kunne jeg mon få, for det tænkte unge mennesker også på dengang.

Jo, jeg kunne få fri, hver søndag middag, og når aftensyslen ellers var til side, så det var mere frihed end andre unge piger på min alder havde, og hvis ellers det var i orden med min far og mor, ville jeg kunne komme dagen efter.

Pengesedlerne mærkede dejligt i hånden, tænk dig fire fem kroner sedler.

   Jeg styrtede op til Købmandsgården, for at se hvor meget det fine kjolestof som jeg havde kigget så langt efter, den sidste lange tid, mon kostede, for det ville være dejligt, om jeg kunne få en kjole færdig, til midsommerfesten.  Jeg vidste at husbonds kone, var utrolig til at sy, så hun ville nok hjælpe mig.

  Jeg kom ind i butikken, og Hans Martin stod straks ved disken, smilede og sagde ”Hvad kan jeg hjælpe den unge dame med?

Jeg smilede igen og sagde ”Jeg ved at I har nogle ruller stof liggende, må jeg gå hen og kigge på dem?   

”så gerne, nu skal jeg gå med.

Henne på bordet lå seks ruller forskelligt stof, også det jeg havde udset mig, men han tog først nogle ruller frem, til hverdags kjoler, de kostede 3.50. pr. meter, så jeg gruede, hvad mon mit ville koste? - Jeg vidste at der nok gik tre, fire meter til en pæn kjole.

Jeg sagde at det var til en fin kjole og så tog han en rulle frem med striber.  Ja, det var ganske vist fint, men ikke så flot, som det jeg gerne ville have. Jeg pegede på den store rulle, og han smilede stort, da han sagde ”Det må jeg nok sige, det er ellers kun adelsfrøkner der får syet kjoler af det stof, men kan ske at du er adelig?

Jeg rystede på hovedet og forhørte mig om prisen (10 kroner pr. meter) -- Åh, jeg var ellers så glad, men jeg så på ham og sagde” så må jeg vente til en anden gang, det er såmænd heller ikke så vigtigt. ---- ”Er du nu sikker på det, kom lad mig se. (Han rullede stoffet ud på bordet og klippede lige præcis fire meter af, så holdt han det hen foran mig, og hviskede) ”Du kommer til at ligne Dronningen af Saba, men se her. - (Han fumlede i nogle kasser og fandt tolv kulsorte knapper frem - 6. meter dybblå kantbånd og en stor rulle sytråd, han lagde det hele ind i stoffet, bukkede stoffet sammen, og pakkede det fint ind i brunt papir med sejlgarn uden om, så blinkede han til mig, og stak mig et af de mest charmerende smil i verden )”Op med humøret unge dame, du har gjort en god handel hos os, så kan jeg vel også hjælpe dig, hvor mange penge har du?

Jeg tog sedlerne op af lommen, han talte dem op, og smilede til mig ”Jamen, Anne Maria, jeg lægger resten af pengene til, du får syet kjolen, og så glæder jeg mig til at se dig i den, skal vi sige det?

Jeg så betuttet ned i gulvet ”Det kan jeg virkelig ikke tage imod, det har kun været småhandler jeg har besørget her, og alt det der, løber trods alt op i mange penge, jeg må i det mindste have en regning på det, så jeg ved hvor meget jeg skylder.

”Tag det roligt Annemarie, det skal vi nok finde ud af, men har du et mønster til kjolen, ellers skal du se her. Jeg ved at de fine damer kigger meget i den kasse der`, og alle får et gratis mønster, uanset hvilken kjole de skal bruge det til, du kan bare vælge.

------------

Jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle tro, var det nu også helt rigtigt.

 Nåh, jeg fandt et flot mønster og sagde tak til, men inden jeg gik ud af døren stak han mig et stort Kræmmerhus, bukkede og sagde ”Hjertelig tak for besøget og kom godt hjem.

Jeg rødmede og nejede for anden gang den dag ”Tusind tak for god betjening..(Jeg havde set Hans Martins onkel komme ind i butikken og han skulle ikke vide noget om vores handel.) --

Jeg dansede næsten hele vejen hjem, men jeg gemte pakken under nederdelen og smuttede uset ind på mit værelse.

Da pakken var gemt, gik jeg ind og spurgte far og mor, om jeg måtte komme i tjeneste hos Klausens, det kommende år, og det var de meget indforstået med, bare jeg kom hjem for at sove, de skulle jo passe på en ung pige, men det gjorde mig ikke noget, jeg var bare så glad.

  Mor og jeg, fandt nogle kjoler frem, som jeg kunne bruge i huset, og et par ældre, som jeg kunne bruge til stald og markarbejde, og så fandt mor to fine forklæder, og en håndsyet hårkappe, for det plejede man at bruge i de fine pladser.

--

Du ved at min far var skolemester, han kunne godt være en hård mand, men han holdt åbenbart af sine tre piger, og den lille dreng han fik til sidst.

Underligt nok var det mor, der holdt tøjlerne der hjemme, måske fordi far ville slappe af, efter en hård dag i skolen, for da var det ikke så sjældent, at spanskrøret kom frem.

Men nu må vi vist slutte for denne gang Maria, ved din mor, at du er her?

”Ja, jeg har lagt en seddel om at jeg bliver hos dig i nat, så lad os bare gå til ro. Men uh hvor kan du fortælle Bedste, hvorfor har du ikke fortalt om alt det, noget før?

”Nej, det er nu, du skal have det at vide, nu da du selv er så vidt, at en` bestemt ung mand, betyder noget ganske særligt for dig!

”Jamen Bedstemor, jeg betyder jo ikke noget særligt for ham, der er jo en anden som han bedre kan lide.

”det kan godt være, men nu må vi sove, god nat med dig!

-----------

Jeg lå og spekulerede meget den nat, men jeg må altså være faldet i søvn, for Bedste vækkede mig ved 7:00 tiden – ”Nå min pige, du skal vel i skole i dag, det er jo ikke Weekend endnu. Uha, hvor er I unge mennesker heldige, vi andre havde virkelig ikke sådan fri i tide og i utide, selv din mor, gik i skole om lørdagen.

”Det har jeg nu også prøvet Bedste, men jo, selvfølgelig skal jeg i skole, bare jeg vidste hvad jeg skulle sige til Karin, den dumme unge. --”Lad som ingen ting Maria, men du skal have noget foder inden du skal af sted, og en madpakke skal du have med, men din taske ligger vel hjemme?

”Næh, den tog jeg med, da jeg var hjemme i aftes, for at lægge sedlen til mor, og jeg kommer herom, så snart jeg har fri, jeg glæder mig sådan til at høre mere!

---            

Da jeg kom op i skolen, kom Karin selvfølgelig hen til mig

”Nåh, hvordan gik det så i aftes, I fik vel snakket sammen?

”ja, du kan ellers tro vi havde det rigtig hyggeligt. Martin havde for resten noget vidunderligt at fortælle mig, der var noget jeg skulle hjælpe ham med, hvad siger du så?

Hun så på mig, som om hun havde slugt et eller andet, og så snakkede vi ikke mere sammen den dag.

Da sidste time var forbi, næsten for` jeg ud af klassen og ned til min cykel, for jeg var så spændt på, hvad der videre hændte min Bedstemor og den unge mand.

Bedste så forundret på mig, da jeg dukkede op, hun var for resten ved at telefonere, gad nok vide hvem det var, men efter at have snakket lidt mere, sagde hun farvel, og lagde røret på. Hun smilede til mig og sagde ”Det må jeg sige Maria, jeg havde godt nok ikke ventet dig allerede, men du skal da have lidt at spise, der står nogle håndmadder i køleskabet.

Det har ellers været en indholdsrig formiddag, jeg har haft besøg af din mor, der ville vide, hvornår du kom hjem i aftes.- Jeg sagde, at du kom sådan lidt hen på aftenen, men jeg er jo desværre lidt dum til at huske, og så spurgte hun ikke om mere.

Da hun var gået, ringede en mand, en god ven for resten, han kommer i aften, og vi vil gerne være alene, jeg håber ikke det gør noget?

”Bedste, det er dit hjem, og det er altså en ældre herre du er gået hen og blevet lidt lun på? det lyder spændende, men kan du ikke fortælle videre, fra i aftes, eller fra i nat, jeg tror nemlig ikke, at din hukommelse fejler noget!

-------

Ja, selvom min Bedstemor, var oppe i alderen, så var hun en spøgefugl, og hun skulle nok sørge for at rede mig ud af suppedasen.

Men da jeg sad ved bordet og spiste mine madder, fortsatte hun altså sin beretning.

 ”Næste dag startede jeg i min plads klokken 5:00. jeg skulle lære at malke, og hold op hvor var det svært, men jeg fik det lært med tiden.  

Da det var klaret, skulle dyrene fodres, der skulle moges ud, jo jeg var rigtig karl, men jeg fik jo også løn, som en sådan.

Klokken 7:00, fik jeg lov at gå ind og hjælpe madmor, med at få noget på bordet, og så gik resten af formiddagen med børnepasning og rengøring.

Der var fint og pernittent derinde, man skulle tro det var en Herregård. Madmor var også nydelig, i en sort kjole, med hvide blonder.

Jeg vidste godt, at hun selv havde syet den, men spurgte alligevel, hvor hun havde købt kjolen, og hun så overrasket på mig

”Jamen Anne Maria, den har jeg da selv syet, vi har ikke råd til at smide penge ud, på skræddersyet tøj.

”Hvor er den smuk Kirstine, og jeg har en bøn til dig, kunne du ikke hjælpe mig med at få syet en kjole, jeg har stoffet ude i gangen?

”Måske, hvis der bliver tid til det, men hent stoffet, så jeg kan se det. (Åh som hun fornemmede på stoffet, hendes øjne skinnede, og så smilede hun til mig) ”Anne Maria, det er jo stof som til en hel Prinsesse, hvordan har du dog haft råd til sådan en luksus?

Jeg rødmede og sagde kun en halv sandhed ” Åh jo, jeg har meget længe, lagt penge op, til et smykkeskrin, men forleden, da jeg så stoffet hos Købmanden, vidste jeg, at det måtte jeg have, så jeg må vente et års tid, med skrinet.

”Det må jeg nok sige, kunne du ikke have nøjes med noget stof, der var knap så fint, så havde du måske haft lidt penge, at lægge til side? –

For mig, lød det, som om jeg var en ødeland, og derfor sagde jeg måske nok lidt for næsvis ”Nu har jeg spinkelt og sparret, og så vil jeg bestemt ikke nøjes med det næst bedste. - Det ville være dejligt at høre, at Skolemesterens datter, også kan klæde sig!

”Det er også godt, så længe du ikke går hen, og bliver storagtig af det, og så længe du ikke lægger op til de unge mænd. - For Guds skyld pigebarn, sådan en kjole kan ligefrem bringe din dyd i fare. Unge mænd bliver ganske vilde når de ser noget smukt, og selvom det sandelig vil klæde Skolemesterens datter med en smuk rød kjole, så vil det ikke klæde hende, at skulle have et barn i utide!

”Bare roligt Kirstine, jeg er ingen skønhed, grønne øjne, en kroget næse, og noget sort og uregerligt hår, og for det andet, så er både far og mor med ved Midsommerfesten, men hvad siger du, vil du hjælpe mig med kjolen, eller skal jeg selv prøve!

  Jeg vidste hvad jeg sagde, for det ville være en stor skændsel, om jeg selv begyndte, jeg havde aldrig syet en kjole før, men et eller andet, skulle jeg jo sige. ------

”Søde barn, det må du virkelig ikke, jeg skal nok hjælpe dig, og heldigvis er der en måned endnu, så vi skal nok nå det. Men nu må vi skynde os, Olav holder ikke af, at der bliver sløset med noget, heller ikke med tiden.

-------

Hver aften efter at alt var til side, sad Kirstine og jeg, og syede med små bitte sting, i det fine stof, og en uge efter at vi var begyndt, skulle jeg prøve ærmerne, før de skulle fæstnes til kjolelivet.

Vi syede som gale, og Olav var faktisk ret spændt på, hvad det var, vi havde gang i.

Tre uger efter at vi var startet, var selve forarbejdet til kjolen færdig, så skulle vi til at sy knapper i, og fæstne det fine dybblå kantbånd.

Tænk dig, der var så meget, at der kunne blive, til en mægtig sløjfe bag på.

Kirstine havde med vilje ikke syet kjolen, så den blev for snæver, det var jo ikke en engangs kjole, så heldigvis skulle jeg ikke bruge korset, for at få den på.

---

Midsommerfesten nærmede sig med raske skridt, og to dage før, skulle vi så prøve kjolen.

Det var om aftenen, Olav var gået ud, så vi prøvede hele herligheden i stuen, og da jeg var blevet haspet i ryggen, dukkede Olav frem i døren, hans øjne skinnede, og han smilede da han sagde

”Du ser meget fin ud, lille Anne Maria, men i hvilken anledning, skal du bruge den kjole? ----

( Jeg syntes bestemt ikke om hans øjne, men jeg svarede ham, at jeg skulle have den på til midsommer festen.) -

”Det må jeg sige, så håber jeg, at jeg kan få lov at danse med dig, det er jo sjældent, at man får sig et sving om, med en ung dame!

--

Jeg nærmest flygtede ud i gangen, og Kirstine fulgte med, hun lagde en arm om mig ”Tag det ikke så tungt Anne Maria, men du forstår nok, at det er længe siden jeg var ung, og gik i pænt tøj. Alt er ligesom falmet med tiden, og du forstår nok, at når man har været gift i nogle år, så må man lægge sine skønne kjoler bort. Efter nogle år, finder man kjolen frem, og vil prøve den, men finder ud af, at man har fået en anden figur, så må den ligge og vente, til ens egen datter, måske kan passe den.

Nyd din ungdomstid, så længe du kan, jeg holder meget af Olav, og jeg elsker vore børn, men det er ikke bare lys og lykke det hele!

Det vidste jeg faktisk godt, og jeg ville nyde dansen, omme på præsteengen. Hans Martin ville møde mig ved kirken, som aftalt.

 

                        Og dansen den gik …

--

Tiden nærmede sig med hastige skridt, og midsommerdag, sidst på eftermiddagen, da jeg var ved at lave aftensmaden, var jeg så nervøs, at jeg rystede, og kom til at spilde noget af suppen. - Det blev ikke bedre, da Olav kom og lagde en hånd på min arm

”Nåh, hvordan går det Anne?  Er der særligt en` som du glæder dig til at danse med, for det er vel ikke mig?

(Jeg sagde at jeg ikke havde nogen bestemt, jeg skulle danse med, men alligevel glædede jeg mig meget, det var jo alle unge pigers længsel, at måtte komme med til Midsommerfesten.)

---

Kirstine og jeg, tog bad sammen, ude i bryggerset, hun mente at vi helre måtte låse døren, et af børnene kunne jo dukke op, men jeg vidste bedre, hun var bange for, at Olav skulle komme anstigende.

---Jeg lånte noget af hendes rosensæbe, og bagefter redte hun mit uldede hår igennem, flettede det i en lang tyk fletning, og satte den op på hovedet, med et stykke af det bånd vi havde fået til overs fra kjolen.

De pæneste sko jeg havde, var begyndt at stramme, og jeg kunne ikke komme barfodet, så Kirstine sagde, at jeg kunne låne hendes sorte knapsko, de var godt nok ikke af nyeste mode, men de var så kønne til den mørkerøde kjole, og da jeg så mig i spejlet, syntes jeg faktisk ikke jeg var så grim endda. Mine kinder var røde af forventning, og mine øjne strålede af lykke, fordi jeg skulle være sammen med en ung mand, som godt kunne lide mig.

Han havde snakket om, at han regnede med at rejse til Amerika, et års tid, og når han kom tilbage, havde han sikkert tjent så mange penge, at han kunne købe sin egen Købmandsforretning, og så ville han jo komme til at mangle en Købmandsfrue.

Jeg håbede selvfølgelig at han mente det var mig, der skulle være hans frue, og jeg var næsten sikker, når han sådan ville følges med mig til festen.

Da Kirstine ikke mente at jeg kunne blive flottere, gav hun mig et kys på kinden og formanede mig om, at være en artig pige, og på mit spørgsmål, om hun da ikke selv skulle derom, sagde hun

”Jeg er ingen Ravnemor, der lader mine små børn alene, men hvis de gerne vil om og se bålet, så smutter vi nok derom et øjeblik, men skynd dig nu, og vær hjemme i pæn tid.

Nåh ja, det skulle jeg jo egentlig ikke sige Annemarie, du følges jo med dine forældre, men du skal jo være herovre klokken 5:00.

Jeg småløb hele vejen om til Købmandsgården og der` stod han, i et pænt sæt tøj, men for at sige det, så var Hans Martin altid pæn i tøjet, der var aldrig en plet, hverken på hans tøj eller på hans rygte!

--- Bedste holdt en pause, som om der var et eller andet galt, men lidt efter fortsatte hun.

Du skulle have set, som han smilede til mig, da jeg nejede og sagde ”God aften, tak fordi du ville følges med mig.

”Hvem vil ikke gerne følges, med sådan en smuk frøken. - (Han fornemmede på ærmerne, og bad mig om at dreje rundt)

”Det var en god ordning vi fik dengang, men nu er det vel dig, der gemmer sig inden i, jeg syntes du er så forandret.

”Javist er det mig, men jeg ved, at du tænker på mit uglede hår, det tog også sin tid, inden Kirstine kom igennem det, og som hun sagde ”Man må lide for stadsen!

”Jeg håber ikke du er så artig og stille, som du ser ud, for jeg ville da forfærdelig gerne danse med dig.

”Skue aldrig en hund på hårene, inden i, er jeg stadig den lille vildbasse, som jeg var første gang vi traf hinanden, men jeg har godt nok lovet Kirstine at jeg vil være artig, så nu får vi se.

---------

Bålet var tændt da vi kom der om, og jeg prøvede at finde et sted, hvor mor og far ikke ville kunne se mig, for ellers skulle jeg bare være sammen med dem hele aftenen, og det lykkedes ret godt.

Vi sang nogle midsommersange, præsten holdt en af sine sjove taler, og så begyndte spillemændene at gøre klar til dansen.

Heldigvis havde Skolemesteren altid holdt på, at hans døtre skulle lære at danse, så vi havde øvet og øvet i skolestuen, og da Spillemændene startede med at spille ”Dansen den går på den grønne eng” ja, da var HansMartin og jeg, nogle af de første til at svinge os i valsen.

Åh, jeg siger dig, han dansede virkelig som en drøm. Jo, jeg kan huske det som i går, selvom det er mange herrens år siden, og han hviskede til mig, at han aldrig havde danset med en skønnere pige.

Mere end tre danse kunne det ikke blive, for så kom Olav og sagde, at nu var det vist hans tur.

Jeg sendte Hans Martin et langt blik, men der var ikke noget at gøre, og aftenen var jo lang endnu.

--Olav dansede også helt godt, af en ældre mand, og når man betænker, at han havde træskostøvler på.

 Men jeg kunne bestemt ikke lide hans måde at holde på mig, han havde svedige hænder, og selvom han havde prøvet at vaske sig, lugtede han som om han havde været et vend i stalden.

Man havde ikke så fine ideer dengang, men man kunne godt lugte forskel på, om det var en bonde, en Kommis, eller en anden, man dansede med.

Da vi havde danset forfærdelig længe, sagde Olav, at han gerne ville byde på et glas Lemonade, han trængte selv til noget at drikke.--

Jeg sagde ellers først nej tak, men han sagde at han gerne ville vise sin venlighed overfor mig, når jeg nu var så god til at hjælpe dem, og så blev jeg nødtil at følge med.

Mens jeg sad der` på bænken, kom Hans Martin hen til mig

”Nåh, her sidder du, men der kan vist godt blive en plads til mig!

Jeg nikkede og spurgte om han ville smage min Limonade, og ligesom han sad og nippede til den søde drik, kom Olav hen til os ”Hvad er den af, er det ikke den fine Kommis fra Købmandsgården? Ja, så forstår man jo nok at damen skulle klæde sig pænt, men du skal da have noget rigtigt mandfolkedrik, der er øl i tønden.

”Nej tak, limonaden er meget god, og hvis det ikke gør noget, vil jeg gerne gå en tur med Anne Maria!

”Gør noget, det ved jeg sandelig ikke, jeg er jo hendes værge, men du kan jo spørge hendes forældre!

Vi rejste os, jeg sagde pænt tak for drikken, og da vi kom bort fra alle de mange mennesker, lagde han en arm om min skulder

”Sikke en stabejs ham, jeg ved ikke, men jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke kan lide manden, er det nødvendigt, at du arbejder der omme?

”Du kan være ganske rolig, han er flink nok, og som du ved, er han altså gift. Det er også kun for Kirstine og børnenes skyld, at jeg bliver, det ved du.

”være rolig fordi han er gift, ikke for at gøre dig urolig, men gifte mænd er oftest de værste, de bliver ved at stræbe efter ungt kød.

Lov mig at passe på, og så skal du vide, at, den som jeg agter at gøre til min frue, når jeg kommer hjem fra Amerika, det er dig. Vil du vente på mig, så længe Annamarie?

(Om jeg ville, jeg syntes det hele drejede rundt, for der var intet jeg ønskede mere) jeg nikkede og sagde ”Det kan du tro jeg vil, men jeg forstår det ikke, Du kan få så mange skønne kvinder, og så vælger du mig, hvorfor?

Han så mig lige ind i øjnene og nærmest hviskede ”du spørger hvorfor, men hvem kan da andet end at holde ualmindelig meget af den lille friske krølhårede trold, og uanset hvordan det går, så bliver der ingen anden for mig.

    Det var mig svar nok, og selvom vi var langt borte fra musikken, begyndte vi at nynne en vals, og der` var så meget plads at vi kunne danse rundt og rundt, hele natten, uden at genere nogen.

Det gjorde vi også næsten, og alt kunne have været så godt, hvis ikke vi var blevet enig om at sætte os lidt og nyde den dejlige aften. Vi sad op af et træ, og efter lidt snak, drattede vi begge i søvn, vi havde jo begge to været tidligt oppe, og havde danset det meste af aftnen.

  Jeg vågnede ved at jeg frøs lidt, Hans Martin sov stadig, men jeg ruskede ham vågen, og da han fik tændt en tændstik og så hvad klokken var, fik vi os godt nok et chok, klokken var 3:00.

Hvad ville vores omgivelser ikke tænke, når vi ikke var kommet hjem til Borgerlig sengetid. Ingen af os havde en Bedstemor vi kunne banke på hos, og spørge om vi kunne overnatte.

Jeg vidste at hjemme, ville dørene være låst, og der var kun to timer til at jeg skulle være i stalden, men jeg fik en god ide.

Måske kunne Hans Martin hjælpe mig med stigen, så jeg kunne komme ind af vinduet til mit værelse, vi skulle godt nok være forsigtige, for jeg havde værelse, sammen med min søster, og hun skulle nødigt vågne.

Vi skyndte os hen til mit hjem, og fik hittet stigen, han bad mig om at være forsigtig, da jeg kravlede ind ad vinduet, så satte han stigen på plads, og smuttede hen til Købmandsgården, hvor han kunne dirke sig ind af varelugen.

--

Det tog sin tid, at komme af kjolen, og jeg hørte at Bolette vendte sig i sengen, men heldigvis nåede jeg at komme ind under dynen, inden hun vågnede.

Hun kaldte forsigtigt på mig, jeg lod hende kalde et par gange, før jeg svarede med en søvnig stemme ”hvad er der galt?

”Anne Maria, jeg er sikker på at jeg hørte et eller andet, det var som om det kom ovre fra vinduet.

”Du må have drømt Bolette, jeg har ingen ting hørt, læg dig ned og sov igen, men hvornår kom du hjem?

”på et tidspunkt, som jeg helst ikke nævner, men du sov sikkert.

”Hvad sagde far og mor til det? -------- ”Du tror det ikke, men far skulle ud på det lille hus, og jeg nåede lige at komme inden for, før han kom og låste døren. Puh ha, det kan jeg godt sige dig, jeg ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis døren havde været låst. Men hvad med dig, er du slet ikke søvnig? - Jeg fatter ikke, at du kan klare at feste, når du skal så tidligt op.

”Det er nok en vanesag, og jeg kan næsten ikke nå at sove igen, der er kun en halv time til jeg skal op.

Jeg kunne jo gå over og begynde at moge, så er det i det mindste gjort! ---- ”Det ville jeg ikke, hvis jeg var dig, der vil jo blive uro i stalden, og hvad vil Olav ikke sige? ---”Er du på fornavn med ham?

”Ja, og jeg syntes endda, at det er sådan et kønt navn. Han er vel rar at arbejde for?

”Det er som man tar` det, men Kirstine er sød, hun lærer mig meget, som jeg kan få brug for senere. – Nåh, jeg tror nu alligevel, at jeg smutter i tøjet, og lister af, vi ses i aften!