Begyndelsen til megen smerte ...

Selvom det var sommer, så var det nu lidt koldt, klokken var kun 4:10, og jeg vidste, at jeg ville blive træt, men måske kunne jeg få en lille en` på øjet når vi kom hen på dagen.

Jeg listede ind i stalden og begyndte morgenrøgtningen. Okay dyrene blev lidt urolige, men det var ikke så slemt, og da jeg havde klaret det, gik jeg bare i gang med at malke, jeg var ved at få tavet på det.

Olav kiggede godt nok, da han 5:10, kom ud i stalden og så, at jeg var ved ko nummer tre, han kunne også se, at grebningen var tømt. - Han kløede sig i nakken ”Hvad i alverden Anne, har du slet ikke været i seng i nat?

”Jo jeg har, men jeg vågnede lidt før end jeg plejer, og så smuttede jeg herover.  – ”Sig mig, hvor blev du af i aftes?  Jeg snakkede med din far, men hverken han eller din mor, havde set dig. - Du snakkede måske med dem, da du kom hjem?

”Nej det gjorde jeg ikke, men det gør jeg i aften.

”Så er der nok varmet op i kakkelovnen til dig. - Du skal jo ikke begynde at føjte rundt, bare fordi du ser godt ud. - Men jeg har rost dig overfor dine forældre, du kan dit kram, og hvis du vil blive her nok et år, vil jeg give dig en femmer mere i måneden. -Du kan jo tænke over det.

(Jeg tænkte i mit stille sind, at jeg bestemt ikke, skulle blive længre end det år jeg var lejet for. Jeg kunne ikke fordrage hans glubske øjne, man vidste aldrig hvad der kunne ske, Hans Martin havde jo også antydet noget.)

----

Klokken 6:00, gik jeg ind og begyndte på havregrøden, og lidt efter kom Kirstine ud og kiggede til mig. Hun så ret sløj ud, så jeg sagde til hende at jeg nok skulle klare mig.

”Du er en god pige Anne Maria, du skal nok blive til noget. Havde du en god aften?

”Ja dejligt, men jeg er lidt træt i dag, så jeg skal tidligt i seng i aften. ----- ”Vil du være sød og hente Levertran, og Ingefær-olie på Købmandsgården, når de åbner, det er så godt at smøre på brystet, det tager hosten!

(Åh, der var ikke noget jeg hellere ville, så kunne jeg lige hilse på Hans Martin, de åbnede klokken 7:00.)

Jeg ved ikke hvad der gik af Olav da han kom ind, han var venlig nok, indtil han så, at Kirstine ikke havde det godt, så blev han gnaven.) ”Hvad er det med dig. Knap er du over fødslen, før du skal til at ligge i seng igen, men det skal blive løgn, min kære ven!

”Hvem har sagt, at jeg skal ligge i sengen, det skal nok gå over, jeg har bare ikke sovet så godt i nat!

”Så sørg for, at det ikke bliver til mere, jeg får snart mere brug for Anne, ude hos mig, og senere kan du nok klare, at hjælpe til, børnene kan komme med!

-----------

Der var ingen der sagde noget til det, den gang var mandens ord lov, og det havde man at rette sig efter, men sådan ville det ikke blive, når Hans Martin og jeg blev gift!

--

Da Olav var gået ud, fik vi børnene op, og mens Kirstine gav dem morgenmad, smuttede jeg op til Købmandsgården.

Hans Martin så træt ud, og heldigvis nåede han, at give mig besked om, at mødes med ham, ved kirkediget klokken 19:00, inden hans Farbror kom og sagde, at han nok skulle klare min bestilling, hvis Hans Martin ville gå ud og ordne lageret.

Det lød til at han var lidt sur, og jeg skyndte mig af sted, det var ikke nogen rar fornemmelse.

  Dagen slæbte sig af sted, og da jeg var færdig, måtte jeg løbe, for at nå aftalen.

Hans Martin sad ved diget, og han tog min hånd i sin ”Anne Maria, det er min sidste dag her på stedet. Pludselig i morges, da jeg mødte, sagde Farbror, at min læretid var slut, jeg havde vist godt af, at komme videre, han vil gerne betale min billet til Amerika, han er ingen fattig mand.

Jeg sagde ellers først, at jeg gerne ville blive et halvt år endnu, og så lo han underligt ”Ja, det forstår sig, når man har en lille pige gående hos Skolemesteren, men det vil jeg ikke se, hører du. –

Jeg har godt lagt mærke til dit sløseri, du trænger til nye græsgange, hvis du engang skal have dit eget. Der er ikke tid til pjank, og måske kan du hitte en lille godbid derovre, en` der har en slat på kistebunden!

--Du forstår nok, at jeg blev meget ulykkelig, en` eller anden havde sladret om os, og hvem andre end min Husbond. Vi kunne intet gøre, han skulle med dagvognen næste morgen, for at kunne nå skibet. Jeg græd, og var utrøstelig, men han sagde ”Selvom jeg rejser af tvang, så kan ingen tvinge mig, til at glemme, og når jeg kommer derover, vil jeg sende dig et brev, så tit som muligt, og selvom du måske i lang tid, ikke hører fra mig, så må du tro, at jeg elsker dig, men der er lang vej for et brev.Tro på at jeg vender tilbage, og hold dig fri til mig, lad ingen stjæle dit hjerte!

Jeg lovede ham, at holde ud og være tro, og efter en afsked, der krævede hele min viljestyrke, måtte vi sige farvel.

   Jeg var lige glad med, hvad far og mor sagde, da jeg kom hjem, selvom det bestemt ikke var skønne ord. Jeg var en Skøge, og hvad ved jeg. De skulle nok finde den mand jeg engang skulle giftes med, og nu havde jeg at komme lige hjem fra arbejde, ikke noget med dans, resten af sommeren.

( Fortsættelse følger :) )